S kalder V et stykke vådt håndsæbe

»Forvirringen er total. Den ene dag vedtager en enig folketingsgruppe i Venstre et papir, der kræver en undersøgelse af at indføre brugerbetaling på vores uddannelser, og nu siger Kristian Jensen (Venstres gruppeformand, red.), at det bare skulle have været en fordomsfri debat. Vi må have Lars Løkke på banen for at forklare, hvad Venstres politik er,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S).

Tirsdag morgen slog Venstre på forsiden af Berlingske til lyd for, at uddannelsesministeren nedsætter en kommission, der blandt andet skal undersøge muligheden for at indføre brugerbetaling i uddannelsessystemet.

»Man ville være blind, hvis ikke man kunne se, at brugerbetaling generelt medfører positive incitamentsstrukturer. Det er klart, at brugerbetaling kan have en social slagside, men brugerbetaling kan også medvirke til, at studerende bliver hurtigere færdige og mere målrettede. For når man selv har betalt for en vare, så strammer man sig ekstra an,« sagde Venstres videnskabs- og forskningsordfører, Esben Lunde Larsen (V), i den forbindelse.

Resten af den borgerlige opposition og Dansk Industri (DI) var hurtigt ude med støtte til forslaget om at nedsætte en kommission, mens rektorer og studerende afviste at indføre brugerbetaling.

Få timer senere trak Venstre forslaget tilbage. Partiet mener ikke længere, at en kommission skal kigge på brugerbetaling.

»Venstre har ikke noget forslag om brugerbetaling på uddannelse. Vi havde et forslag, som vi drøftede i sidste uge i gruppen om at nedsætte en kommission, der skulle se på taxametersystemet bredt set. Et ud af fem punkter var, at vi gerne vil se på fordele og ulemper ved at lave brugerbetaling,« siger gruppeformand Kristian Jensen (V) og uddyber:

»Der er aldrig truffet en beslutning om, at vi ville have brugerbetaling, og derfor er det ikke sådan, at vi nu har en ny politik. Vi har den samme politik som tidligere, nemlig at vi ikke vil have brugerbetaling. Nu vil vi bare heller ikke have, at det bliver undersøgt,« siger han.

Kristian Jensen mener, debatten blev for fordomsfuld.

»Vi kan se, at debatten har taget vores forslag om en undersøgelse og drejet det over til nærmest en fastslået kendsgerning, at Venstre ønsker brugerbetaling. Det gør vi ikke. Det har ikke været vores politik, og det er ikke vores politik,« siger han.

Meldingen får ikke Socialdemokraterne til at slække på kravet om at høre partiformand Lars Løkke Rasmussens udlægning.

»Jeg synes, Venstre er som et stykke vådt håndsæbe. Den ene dag vedtager folketingsgruppen et meget liberalistisk forslag, og når det så først rammer forsiden og man opdager, at mange danskere synes, det er temmelig vidtgående, så trækker man i land,« siger Magnus Heunicke.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen. Partiet oplyser, at næstformand Kristian Jensen »lægger Venstres linje i denne sag«.

Dagens Gossip