S: Kommuner skal kun modtage flygtninge med afklaret CV

Skrevet af admin

03/02/2016

Dagens topnyheder

Flygtninge skal i job fra første dag - også selv om de ikke taler dansk. Det er både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og S-formand Mette Frederiksen (S) enige om.

For at det kan lade sig gøre, skal myndighederne fremover have meget bedre styr på, hvilken uddannelse og joberfaring flygtningene har med sig til Danmark, lyder det i Socialdemokraternes integrationsudspil, som præsenteres onsdag eftermiddag.

Kompetenceafklaringen skal ske langt tidligere, end den sker i dag, hvor afklaringen af uddannelse og joberfaring først sættes i gang, når en kommune overtager integrationsansvaret.

- Kommunerne skal kun modtage flygtninge, som er kompetenceafklaret, lyder det i Socialdemokraternes integrationsudspil.

Indfødsretsordfører Mattias Tesfaye (S) uddyber, at kompetenceafklaringen skal finde sted i asylbehandlingsfasen, før man ved, om den enkelte person får tilkendt flygtningestatus i Danmark.

- Det skal gælde for de grupper, som, vi ved, med stor sikkerhed vil få asyl her, siger han til Ritzau.

- Vi kender i forvejen anerkendelsesprocessen for folk fra forskellige lande. Der er ikke særlig mange fra eksempelvis Pakistan eller Marokko, der får tilkendt asyl. Derfor er der ikke grund til at sætte det helt store system i sving for dem. Men det giver mening at gøre for eksempelvis irakere og syrere.

Udspillet lægger derefter op til, at flygtninge skal fordeles til de kommuner, der efterspørger deres kompetencer:

- Bopælen skal være valgt på en måde, som sikrer det bedst mulige match mellem den enkelte flygtninges kompetencer og de lokale jobmuligheder i kommunen, lyder det.

Forslaget er "et opkog af det, der allerede fungerer rundt omkring i kommunerne", pointerer Mattias Tesfaye.

Idéen om at lade flygtningenes kompetencer afgøre deres bopæl møder opbakning hos både Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og arbejdsmarkedets parter.

Sidstnævnte indleder regeringen i næste uge trepartsforhandlinger med for at skabe en "hurtig og ubureaukratisk adgang til arbejdsmarkedet for de asylansøgere, der opnår flygtningestatus i Danmark", skriver statsministeren onsdag på Facebook.

/ritzau/