S: Ligestilling vigtigere end religionsfrihed ved eksamen

»Det skal være sådan, at en elev til enhver tid ved, at eksamenspræstationen bliver vurderet efter, hvad man kan, og ikke efter hvilket køn man er. Når en censor nægter at give hånd til et køn, så siger censoren, at han eller hun ser meget forskelligt på, om det er kvinder eller mænd, han eller hun vurderer,« siger Rasmus Horn Langhoff (S), og uddyber:

»Det er helt fundamentalt, at der i et samfund som Danmark er ligestilling, og at man i eksamenssituationer oplever at blive respekteret og vurderet uafhængig af deres køn,« siger han.

Debatten om hvorvidt en censor af hensyn til sin tro skal have lov til at afvise at give hånd til et bestemt køn og ikke det andet, har sat gang i en debat om, hvorvidt religionsfrihed skal veje tungere end ligestilling. Det mener Socialdemokratiet ikke bør være tilfældet.

»Selv om man ifølge ens religion ikke har lyst til at give hånd til kvinder, så må hensynet til eleverne veje tungere. Her er det ligestillingen, der kommer først,« siger Rasmus Horn Langhoff.

I Børne- og undervisningsministeriet har man afvist at gå ind i sagen med det argument, at der ikke eksisterer regler for, om en censor skal give hånd eller ej. Den udmelding kommer efter, at en elev fra Herning har klaget og bedt om en anden censor.

»Det vigtigste vi kan gøre, er at sende et klart og tydeligt signal om, at man naturligvis giver hånd til sine elever, uanset om det er mænd eller kvinder,« siger Rasmus Horn Langhoff, der afviser at tage initiativ til at ændre reglerne på området.

I Dansk folkeparti har man kritiseret regeringen for ikke at gøre noget konkret for, at lignende tilfælde ikke gentager sig.

Dagens Gossip