S: Løkke må også stoppe med at køre limousine

Skrevet af admin

11/10/2013

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har fået kritik for at rejse på første klasse for penge, der ellers kunne være gået til at hjælpe den tredje verden med at skabe grøn vækst.

På et år har Lars Løkke Rasmussen brugt mere end én million kroner på 15 rejser for Global Green Growth Institute (GGGI), der årligt støttes med 90 millioner kroner af de danske skatteydere.

Løkke meddelte torsdag, at han ikke længere flyver på de meget dyre førsteklassesbilletter, men fremover vil flyve på businessclass, når han rejser for organisationen, som han blev formand for sidste år.

Men Venstres formand bør også droppe limousinekørslen på sine rejser. Det mener Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun henviser til, at Løkke ifølge en redegørelse fra GGGI, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, på et år har brugt 91.000 kroner på at køre med limousine fra lufthavnen i stedet for at tage en taxa:

- Vi har en Lars Løkke, der siger, at vi skal vende hver en kroner i udviklingsbistanden. Og som vil tage penge fra dem, som ikke har så meget i Danmark ved at indføre et loft over kontanthjælpen.

- Samtidig synes han så, at der er råd til at køre rundt i limousine og flyve rundt på første klasse. Det er en lille smule usammenhængende, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun hæfter sig dermed ved, at Venstre i sidste uge lancerede et nyt loft over kontanthjælpen, som skal spare på overførslerne til arbejdsløse.

Venstre lægger i sit forslag til næste års finanslov desuden op til at skære to en halv milliarder kroner af udviklingsbistanden, som går til nogle af verdens fattigste lande via blandt andet Global Green Growth Institute.

Pernille Rosenkrantz-Theil forventer, at Lars Løkke Rasmussen nu lægger alle bilagene fra sine rejser frem. Dermed vil der blandt andet blive klarhed over, hvor dyre hoteller Lars Løkke Rasmussen har boet på, og hvad han har brugt mere end 20.000 kroner i diæter på.

- Det er ham, der som formand for organisationen kan vælge at lægge bilagene frem. Og det synes jeg, han bør gøre.

- Han har sagt, at der nu er indført en åbenhedspolitik i Global Green Growth Institute. Den går så ud på, at vi ikke må se bilagene eller hvordan?, spørger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver meddelte tidligere fredag, at Venstres formand ikke har yderligere kommentarer til sagen.

/ritzau/