S: Løkke skal selv lægge sine indtægter frem

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

- I kan søge aktindsigt i min redegørelse til Moderniseringsstyrelsen.

Sådan har det lydt igen og igen fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, når han har skullet besvare spørgsmål om sine indtægter, blandt andet fra klimaorganisationen GGGI, og hans afledte modregning i sit såkaldte eftervederlag fra staten.

Torsdag kom aktindsigten så, men bortset fra, at det er synligt, at Lars Løkke Rasmussen har modtaget godt 22.000 kroner som medlem af Nationalbankens repræsentantskab og 30.000 kroner som formand for LøkkeFonden, så er alle andre poster overstreget med grå farve.

Derfor må Venstres formand selv lægge tallene frem, mener Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Lars Løkke Rasmussen har jo lovet, at der skulle være fuld åbenhed omkring de her ting, siger hun og fortsætter:

- Jeg har selvfølgelig en forventning om, at han lever op til det løfte om åbenhed, og jeg har en forventning om, at han selv vil fremlægge tallene.

Interessen har tidligere samlet sig om den firmabil - en Skoda - som Venstre stiller til rådighed for Løkke.

Venstre-formanden har understreget, at han har gjort "fuldstændig rent bord" i forhold til "den her bil", men om den fremgår af opgørelsen til Moderniseringsstyrelsen, er uvist.

Samtidig er det beløb, som Lars Løkke Rasmussen får i honorar fra klimaorganisationen GGGI overstreget.

Det har der også tidligere været interesse for, fordi Lars Løkke Rasmussen i sin seneste opgørelse fortalte Moderniseringsstyrelsen, at han ikke havde overblik over, hvor meget han tjente fra GGGI.

- Det skaber stor usikkerhed, at han ikke er villig til at lægge sin løn fra GGGI frem, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Han har da sikkert indberettet, som han skal. Problemet er bare, at der i andre sammenhænge har været rod i det, og derfor er det nødvendig med fuld klarhed, hvis der skal sættes punktum i denne sag.

/ritzau/