S: Løkke varmer op til ufinansierede skattelettelser

Skrevet af admin

25/05/2016

Dagens topnyheder

Det ligner en opvarmning til topskattelettelser og muligvis nogle ufinansierede nogle af slagsen.

Sådan lyder bedømmelsen fra Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, der deltager i det minitopmøde, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afholder onsdag og torsdag for at samle ideer til fremtidens økonomiske politik.

- Det virker, som om scenariet på Marienborg først og fremmest er skabt, fordi Lars Løkke Rasmussen vil kunne fortælle, hvorfor han gerne vil lave nogle topskattelettelser, siger Engelbrecht:

- Jeg synes, det var mere passende, at man brugte den lejlighed, hvor man samler så mange kloge mennesker, til at finde ud af, hvordan man i øvrigt kan handle for at skabe vækst og beskæftigelse.

På mødet har deltagerne blandt andet lyttet til et oplæg fra den tidligere svenske finansminister Anders Borg. Han stod gennem otte år i spidsen for en finanspolitik, som Løkke efter Socialdemokraternes mening ikke bør lade sig inspirere alt for meget af.

- Det nok mest realistiske scenarie er, at regeringen arbejder på en målsætning om at lave skattelettelser uden at have finansiering til det, siger Engelbrecht og tilføjer:

- Når man beder Anders Borg om at holde oplæg, skal man huske hans historik, som er, at han lavede omfattende, ufinansierede skattelettelser i Sverige. Det må vi sige klart nej til.

Socialdemokraterne vil på ingen måde være med til at udskyde det tidspunkt, hvor der skal være balance i dansk økonomi, fastslår Benny Engelbrecht.

Hidtil har skiftende regeringer haft et mål om balance i 2020, men regeringen skal snart i gang med at lægge planer helt frem til 2025. Det er den plan, statsministeren samler inspiration til med mødet på Marienborg.

Skulle statsministeren gå med overvejelser om at udskyde målet om balance i økonomien, skal han ikke regne med opbakning fra S.

- Det kan måske skabe et råderum på papiret, men i praksis vil det være det samme som at skabe rum for ufinansierede skattelettelser. Det, synes vi, vil være uklogt, siger finansordfører Benny Engelbrecht.

/ritzau/