S: Lovlydige danskere skal have lov at rejse på ferie

»Vi ved endnu ikke, hvad grunden er til, at den unge mand ikke kunne få indrejsetilladelse. Hvis det er fordi, USA har overvåget hans telefonnummer uhensigtsmæssigt, har vi en udfordring, der skal løses. Det må aldrig ske, at en lovlydig dansk borger ikke kan få lov at rejse med familien på ferie, men samtidig skal vi heller ikke stoppe med at overvåge potentielle terrorister,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).

Den danske turist noterede telefonnummeret på sin indrejseansøgning til USA, og gisningerne fra den ellers ustraffede danske mand går derfor på, at PET skulle have videregivet nummeret til de amerikanske myndigheder.

»PET er, for at lave deres arbejde, nødt til at udveksle en vis mængde oplysninger med andre lande. Men man skal også bare huske på som efterretningstjeneste, at det selvfølgelig har kæmpe store konsekvenser for den person, som de udveksler oplysninger om, især hvis det så viser sig, at det er folk, der slet ikke burde være i efterretningstjenesternes søgelys,« siger Radikale Venstres retsordfører, Jeppe Mikkelsen (B).

Han og Trine Bramsen er desuden enige om, at der gennem EU skal indledes en dialog med de amerikanske myndigheder for at komme til bunds i de sager om amerikansk overvågning, der i den seneste tid har været meget omtalt.

»Ingen ved, hvad der er op og ned i sagen. Der er nogle beskyldninger mod USA om uberettiget overvågning. Og der har vi fra dansk side sammen med de øvrige europæiske lande bedt amerikanerne om en redegørelse. Jeg tror, at det er den rigtige vej at gå gennem EU. Vi kan godt stille os op på en lille dansk ølkasse og råbe højt, men det giver mere pondus at tage den sammen med de øvrige lande. For vi er selvfølgelig interesserede i at komme til bunds i den her sag,« siger Jeppe Mikkelsen.

Det har ikke været muligt for den unge mand selv at få et præcist svar på, hvorfor hans ansøgning er blevet afvist.

Dagens Gossip

Dagens TV