S-medlemmer kræver større sikkerhedsnet efter dagpengestop

Skrevet af admin

19/09/2014

Dagens topnyheder

Flere fremtrædende socialdemokrater presser nu på for at få sikkerhedsnettet under dagpengemodtagere gjort større.

Forslaget, der kommer fra uddannelsesordfører Jeppe Bruus (S), handler om at få arbejdsmarkedsydelsen forlænget, indtil et nyt dagpengesystem træder i kraft.

Det skriver Politiken fredag.

Arbejdsmarkedsydelsen blev indført for at sikre forsørgelse, når perioden på dagpenge stopper. Den bliver gradvis aftrappet, indtil den helt forsvinder i 2016.

- Jeg anbefaler, at man stopper udfasningen og forlænger den midlertidige ydelse. Det er meget afgørende for den enkelte lønmodtager, at man ved, hvad man har at regne med, siger Jeppe Bruus til avisen.

- Det er jo ikke, fordi den midlertidige arbejdsmarkedsydelse er en dans på roser. Det svarer jo til kontanthjælp i niveau. Men det giver trods alt en tryghed omkring, hvad man har at regne med, siger han.

Forslaget kommer op til Socialdemokraterne indleder deres kongres i Aalborg lørdag. Og forslaget bliver vel modtaget hos mange partifæller.

- Det er altid kærkomment, når der kommer konstruktive forslag til, hvordan man kan hjælpe folk. Det er jo en kendsgerning, at arbejdsmarkedsydelsen løber ud. Og derfor er der behov for at finde en løsning, så at der ikke er flere, som ender uden forsørgelse, siger folketingsmedlem Bjarne Laustsen til Politiken.

Også partiets boligordfører Jan Johansen bakker op om idéen, men både han og Laustsen mener, at man bør tage endnu flere midler i brug for at løse problemet.

Den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, vil ikke gå i detaljer med forslaget.

- Man kan mene som politiker, hvad man vil, og det er fair nok. Det med dagpengene gør ondt på os alle, fordi ingen socialdemokrater ønskede det. Der kan komme mange gode forslag fra nu af til finansloven, og det er jeg sikker på, at de, der sidder med finansloven, lytter til, siger Leif Lahn.

/ritzau/