S: Mere barsel til mænd skal nok komme

Der er hverken tale om en kovending eller et løftebrud, når regeringen udskyder at komme med et lovforslag om udvidet barsel til mænd. Det fastslår Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff.

- Det er noget, regeringen prioriterer højt, og det er noget, som er med i regeringsgrundlaget, fordi vi gerne vil gennemføre det i den her regeringsperiode.

- Men når man piller ved noget, der er så omfattende og berører så mange mennesker, så er det vigtigt, at det bliver gjort ordentligt. Vi har prioriteret højere, at loven bliver lavet fornuftigt, end at den bliver lavet hurtigt, siger han.

En række fagforeninger raser ellers over, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har nedsat et udvalg, der skal kulegrave området, i stedet for at planlægge at komme med et lovforslag i dette folketingsår.

Rasmus Horn Langhoff kan godt forstå, at fagforeningerne er vrede, og han erkender, at det har taget længere tid end håbet at udarbejde et nyt lovforslag på området.

- Jeg kan godt forstå, at de gerne vil have, at tingene sker lidt hurtigere. Det fortjener al mulig ros. Jeg synes, det er rigtig positivt, at de presser på for at skabe mere ligestilling.

- Men det tager måske lige lidt mere tid, end vi selv havde håbet på. Vi arbejder så hurtigt, vi overhovedet kan, og det er noget, der kommer, mens vi er i regering, lover han.

I regeringsgrundlaget står der, at "regeringen vil øremærke op til tre måneder af den betalte barselsperiode til manden".

- Vi mener både, det kan være med til at give mændene flere rettigheder, så de får tid til at knytte bånd til deres børn. Men det vil også styrke kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Dermed kan vi også få gjort op med den store lønforskel mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, siger Rasmus Horn Langhoff.

/ritzau/

 

Dagens Gossip