S nedtoner konsekvenser af nulvækst i satspulje

Det forsikrer Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen.

»Det er altså ikke sådan, at man kommer til at stoppe projekter, der allerede er i gang. På ingen måde,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

»Man skal huske, at satspuljen faktisk råder over 13 milliarder kroner, som er akkumuleret over de 22 år, som puljen har eksisteret. Så der er faktisk en del penge, der kan fordeles. Så det er ikke sådan, at satspuljen er tørlagt. Det kan man på ingen måde sige,« fortsætter John Dyrby Paulsen.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har meldt ud, at der på grund af den økonomiske krise og lønudviklingen ikke bliver overført flere midler til satspuljen i de kommende tre år. Det har fået Dansk Folkeparti til sige, at ministeren virker »kold og kynisk«.

Den udmelding er lige på nippet til at være hykleri, mener John Dyrby Paulsen.

»Dansk Folkeparti har selv været med til at begrænse kontanthjælpen og har i øvrigt indført den såkaldte fattigdomsydelse med den tidligere regering. Derfor er det lidt underligt, at de stiller sig op med de her anklager,« siger finansordføreren.

Han afviser samtidig Enhedslistens forslag om at gøre overførslen til satspuljen som en fast del af finansloven, så den ikke er afhængig af konjunkturerne, da der historisk set har været en stor overførsel til satspuljen.

Dagens Gossip

Dagens TV