S: Nu må vi se om Samuelsen falder til patten hos Løkke

Skrevet af admin

12/01/2016

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne kalder det en "helt usædvanlig situation", at Liberal Alliance har trukket sin uforbeholdne støtte til Venstre-regeringen.

Samtidig glæder politisk ordfører Nicolai Wammen (S) sig over, at regeringen har udsat forhandlingerne om en skattereform til efteråret.

- Lars Løkke Rasmussen har i dag givet Anders Samuelsen (LA's partileder, red.) en kold afvaskning, da han afviste at gennemføre den del af regeringsprogrammet, der handler om, at der skulle være kommet en skattereform til foråret, siger Wammen til Ritzau.

- Det bliver rigtig spændende at se, om Samuelsen står fast på, at han ikke længere automatisk vil holde hånden under regeringen, eller om han ender med at falde til patten hos Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren har udskudt forhandlingerne om en ny skatteaftale til efteråret. De skulle ifølge regeringsgrundlaget have været påbegyndt i foråret - og have en "ambition" om at lette skatten på den sidst tjente krone.

Udsættelsen passer Socialdemokraterne ganske fint, bekræfter Nicolai Wammen.

- Vi står i en situation, hvor der er enorme udfordringer og udgifter på grund af de mange flygtninge, der kommer til Danmark. Det betyder også, at der allerede nu bliver skåret ned i forhold til daginstitutioner, skoler og ældrepleje ude i kommunerne.

- Det råderum, der er i dansk økonomi, skal sikre den nære velfærd for borgerne frem for at sænke topskatten for de danskere, der tjener mest, siger den politiske ordfører.

På et pressemøde tirsdag middag løftede Lars Løkke Rasmussen sløret for, at regeringen til sommer vil fremlægge en 2025-plan for dansk økonomi. Først derefter har man et ordentligt afsæt for forhandlingerne om skat, lyder det.

/ritzau/