S og RV parate til at genåbne elbilsaftale

Skrevet af admin

15/03/2016

Mest læste i dag

Hvis salget af elbiler viser sig at ligge langt fra de prognoser, Skatteministeriet har givet under forhandlingerne til den aftale, der blev indgået i efteråret, vil Radikale Venstre og Socialdemokraterne have den op til revision.

Det fortæller Radikal Venstres skatteordfører Martin Lidegaard og Socialdemokraternes energiordfører Jens Joel.

- Hvis prognoserne ikke viser sig at holde, så kommer vi til at have en diskussion af, hvordan vi kan få dem til at holde.

- Vi har indgået denne har aftale på det grundlag, at der vil komme det fremlagte antal elbiler, siger Martin Lidegaard.

Diskussionen kommer efter, at det er kommet frem, at mens Skatteministeriet estimerer, at der trods den gradvise indførsel af afgifter på elbiler vil blive solgt 24.100 frem til 2020, venter Energistyrelsen, at der blot vil blive solgt 1000 i perioden.

- Først og fremmest må regeringen forklare, hvorfor der er så stor forskel mellem, hvad den ene og den anden del af regeringen siger.

- Det er for tidligt at sige, om forudsætningerne har ændret sig. Men det er klart, at hvis aftalen ikke lever op til de forudsætninger, der ligger i den, så skal vi kigge på den igen, siger klimaordfører hos Socialdemokraterne Jens Joel.

Hos Radikale Venstre vil Martin Lidegaard vente til efter sommerferien, før der bliver gjort status på, om prognoserne fra Skatteministeriet holder.

- Det er vigtigt for os, at vi får det antal elbiler, der er forventet i aftalen. Det er en vigtig sag for os, for elbilerne er en helt uomgængelig del af den grønne omstilling.

- Vi må i det mindste holde fast på, at vi når de prognoser, der ligger til grund for aftalen. Det vil vi være være ekstra tilskyndet til at holde øje med nu, hvor det viser sig, at der er stor uenighed om prognoserne, siger Martin Lidegaard.

/ritzau/