S og V: Ingen grund til at lette på sanktioner over for kommuner

Det siger Socialdemokraternes kommunalordfører Simon Kollerup (S), efter at FTF-formand Bente Sorgenfrey har opfordret regeringen til at slække lidt på de regnskabssanktioner, der gør det voldsomt dyr for kommunerne at forbruge mere end budgetteret.

»Det er lidt for letkøbt at skyde på sanktionssystemet. De sikrer sådan set bare, at der ikke bliver brugt flere penge end aftalt. Og det er godt for Danmark, da det giver stor tillid til vores økonomi,« siger Simon Kollerup.

»Det skal ikke være sanktionssystemet, der holder kommuner tilbage. Man kan bruge de penge, der er aftalt. Det er superflot, at kommunerne kan levere samme service for fem milliarder kroner mindre (i 2012, red.). Men vi ser gerne, at kommunerne bruger flere af de penge, der er aftalt,« siger Simon Kollerup.

Et FTF-rundspørge til landets kommuner viser, at institutionerne i næsten 70 procent af kommunerne ikke tør bruge budgettet fuldt ud af frygt for økonomisk straf. Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, mener, at det er frygten for økonomiske sanktioner, der får kommunale institioner til at holde mere på pengene, end de er blevet bedt om.

Men Simon Kollerup mener ikke, det skyldes sanktionssystemet.

»Den reelle udfordring ligger mere i likviditet end sanktioner. Der er nogle kommuner, der mangler likviditet i kassen. Jeg er åben for at finde en løsning, så vi hjælper de kommuner, der har behov, med eksempelvis en likviditetspulje, så de bruger det, de skal,« siger Simon Kollerup.

I Venstre finder kommunalordfører Jacob Jensen (V) ikke anledning til at ændre på regnskabssanktionerne over for kommunerne.

»Der er lagt et budget inden for den ramme, man har med regeringen, og så er det op til kommunerne at finde ud af, hvordan man bedst anvender den ramme, man har aftalt,« siger han.

»Vi har lavet en budgetlov med sanktionsmekanismer, og den sætter omverden stor pris på. Det betyder meget for, at vi kan have en lav rente og for jobskabelsen i den private sektor,« siger Jacob Jensen, der roser kommunerne for sidste år at have brugt fem-seks milliarder kroner mindre end budgetteret.

»Det er udtryk for, at de er godt er klar over, at der skal være luft i budgetterne, hvis der sker noget uforudset. Det ser jeg ingen grund til, at vi skal ændre på,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV