S om flygtningelandsbyrapport: Useriøst bestillingsarbejde

Skrevet af admin

29/02/2016

Mest læste i dag

Socialdemokraternes udlændingeordfører Dan Jørgensen beskylder regeringens undersøgelse om flygtningelandsbyer for at være politisk bestillingsarbejde.

Rapporten, der er udarbejdet af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, konkluderer, at flygtningelandsbyer - som både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti støtter - vil være dyre og i et vist omfang konventionsstridige.

Men Dan Jørgensen savner konkrete beregninger i rapporten.

- Det er meget trist, at man er gået så useriøst til så alvorlig en opgave. Det er helt tydeligt, at man fra regeringens side har besluttet sig for at konstruere et dokument, der afviser det her på forhånd, siger han.

- Taberne bliver kommunerne, der lige nu står med en kæmpe integrationsopgave og en opgave med at finde boliger.

Rapporten opererer med tre modeller for flygtningelandsbyer, som er skitseret ud fra, hvad der har været fremme i den politiske debat. Men Dan Jørgensen mener, at de modeller, der er opstillet, er alt for bastante og teoretiske.

- Vi har gjort en dyd ud af, at vi ikke har nogen fasttømret model for, hvordan det præcis skal se ud, siger han.

Da regeringen før nytår forhandlede med de borgerlige partier og Socialdemokraterne om stramninger af udlændingeloven, grundstødte forhandlingerne på netop flygtningelandsbyer.

DF og S ville - på forskellig vis - have staten til at overtage den integrationsopgave og de udgifter, der i dag ligger hos kommunerne. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mente derimod, at det ville skade integrationen.

Den vurdering fastholder hun mandag, hvor ministeriet har offentliggjort sin rapport.

- Det vil blive dårlig integration. Det vil også blive meget fordyrende. Vi kan komme ud i at skulle skære i alt - lige fra hjælp til de ældre og skoler og sygehuse, siger Inger Støjberg.

Dan Jørgensen mener derimod, at det er regeringens skyld, hvis der ikke er råd til velfærd.

- Det gennemsyrer dokumentet, at det handler om, hvad der er dyrt for staten. regeringen er meget optaget af, at det er kommunerne, der skal bære udgifterne til flygtninge, samtidig med at de med omprioriteringsbidraget udsulter kommunerne.

/ritzau/