S-ordfører kender ingen oberst Hackel-typer

Ifølge tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er det danske forsvar præget af illoyale officerer, der modarbejder politikerne. I et interview med Berlingske betegner han kritikerne som oberst Hackel-typer, men dem kender Socialdemokraternes mangeårige forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen (S), ikke til.

»Det kan sagtens være rigtigt, at Nick har oplevet nogle oberst Hackel-typer, men det er ikke mit generelle indtryk. Jeg har faktisk den modsatte oplevelse. Jeg møder folk, der er dedikeret til deres arbejde. Man kan være uenige med dem, men det gør dem ikke til oberst Hackel,« siger S-ordføreren.

Forsvaret har gennemgået store besparelser og reformer de seneste år, og det har udløst hård kritik fra forsvarets egne rækker. Men det er ifølge John Dyrby Paulsen ikke ensbetydende med, man modarbejder regeringen og Folketingets beslutninger.

»Der er naturligvis nogle i forsvaret, der har stærke meninger om det, der er sket. Det er fair nok. Men jeg oplever, at man fra forsvarets side retter sig efter beslutningerne og sørger for at levere varen. Jeg oplever ikke et modsætningsforhold mellem forsvaret og regeringen,« siger han.

Forsvarsordføreren tør ikke gisne om, hvad der har udløst den skarpe reaktion fra Nick Hækkerup.

»Jeg kender ikke Nick som en person, der tager ting nært. Men som minister har han skullet udkæmpe nogle andre kampe, end jeg har som ordfører, og der har han åbenbart haft nogle ubehagelige oplevelser,« siger John Dyrby Paulsen.

Dagens Gossip

Dagens TV