S-ordfører rystet over Lars Løkkes ligegyldighed

Partiets politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), påpeger, at det var Lars Løkke Rasmussen, der var med til at lave den reform, som blandt andet halverede dagpengeperioden.

»Jeg er rystet over omfanget af den ligegyldighed, han udviser. Det er landets tidligere statsminister, vi taler om. Husk på, at de fleste af dem mistede arbejdet, mens han var statsminister. Det er dem, der rammes af hans dagpengereform«, siger Heunicke.

»Hvorfor pokker går Lars Løkke så meget imod, at vi nu hjælper de mennesker og familier, hvor far eller mor har mistet arbejdet, mens han var statsminister?« siger den politiske ordfører.

I kølvandet på regeringens udspil, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag formiddag præsenterede, sagde Løkke Rasmussen blandt andet, at man hellere skulle investere pengene »i at skabe rigtige, danske arbejdspladser. Der er ikke noget perspektiv for nogen - heller ikke dem, der går på dagpenge - i at være på offentlig forsørgelse.«

Venstre-formanden pegede på, at regeringen »skaber maksimal utryghed i den danske befolkning«, når man »skifter mellem at lave fornuftige løsninger sammen med os, der gør det billige at være dansker, for derefter sammen med Enhedslisten på ny at gøre det dyrere.«

Heunicke forstår ikke, hvordan Løkke kan kritisere regeringen for at hjælpe de mennesker, der står til at miste dagpengene. Han understreger samtidig, at regeringen i høj grad har fokus på at skabe arbejdspladser.

»Vi har netop lavet en vækstplan til 90 milliarder kroner. Løkkes bidrag var nogle billigere sodavand, det var det, han kunne komme op med. Vi arbejder i døgndrift på at sikre arbejdspladser, men det ændrer ikke på, at 30.000 mennesker står til at blive ramt, og mange af dem blev arbejdsløse på Lars Løkkes vagt,« siger han.

Dagens Gossip