S overrasket over manglende effekt af boligindsats

»Det er godt, at det viser sig, at folk rent faktisk bliver hjulpet ind på arbejdsmarkedet, og at de ledige ikke er ledige så længe, når vi foretager de her indgreb i socialt udsatte boligområder. Det er godt, at vi kan se, at vores sociale og fysiske investeringer virker. Men jeg undrer mig over, at beboersammensætningen ikke ændrer sig,« siger Jan Johansen (S).

Han henviser til, at Gunvor Christensen, der står bag forskningsprojektet, fra Kraks Fond Byforskning, har påvist, at de seneste årtiers politiske fokus på at ændre beboersammensætningen i udsatte boligområder, ingen effekt har haft.

»Det er jo ikke fremmende for integrationen, at flere beboere af dansk oprindelse flytter ud end ind i boligområderne. Så det er da bestemt noget, vi skal være meget opmærksomme på i forbindelse med fremtidigt politisk arbejde, og det er en øjenåbner for mig, at vi ikke får rykket mere med beboersammensætning,« siger Jan Johansen, men understreger, at han overordnet finder undersøgelsens resultater positive, når det gælder beboernes kortere ledighed.

Hos Venstre glæder boligordfører Louise Schack Elholm sig også over, at det er lykkedes at løfte beboerne socialt. Men hun peger også på, at undersøgelsen tager udgangspunkt i noget, der »ligger lidt tid tilbage«, henholdsvis Regeringens Byudvalg fra 1994 til 1998, hvor der blev investeret 2,1 milliarder kroner i cirka 500 boligafdelinger, og Omprioriteringsloven fra 2000, hvor der blev givet 880 millioner kroner til cirka 100 boligafdelinger over en fireårig periode.

»De senere ghetto-aftaler er jo mere omfattende og mere målrettet de socialt udsatte områder, blandt andet på grund af indførelsen af ghettolisten, og jeg kunne godt forestille mig, at man om ti års tid vil kunne se, at også beboersammensætningen er blevet ændret i kraft af de indsatser, som er blevet sat i gang i de seneste år,« siger Louise Schack Elholm og pointerer, at Venstre gerne ser, at man også sørger for at blande beboelsestyperne i områder med almennyttigt bebyggelse.

»Vi skal ikke lave store blokke som i Vollsmose, men mindre områder, hvor der også ligger ejerboliger ind imellem. Det ville gøre noget godt for beboersammensætningen,« siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV