S overvejer at sætte Kristian Jensen under lup

Det mener Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen (S), der ikke vil afvise en uafhængig advokatundersøgelse.

»De nye oplysninger er meget belastende for Venstres kronprins Kristian Jensen,« siger Thomas Jensen.

Ifølge Rigsrevisionens undersøgelser blev ledelsen i Skatteministeriet og herunder pågældende skatteministre ellers først bekendt med konkrete problemer med offentlige ejendomsvurderinger i 2007. Men ifølge oplysninger, som Berlingske er i besiddelse af, går Kristian Jensens kendskab til fejl med vurderingerne altså længere tilbage.

»Jo længere tid, vi kan gå tilbage, des flere boligejere har betalt for meget skat. Man skulle have prøvet at stoppe det her i opløbet, tilbage i 2006. Men Kristian Jensen valgte åbenbart blankt at afvise en undersøgelse af ejendomsvurderingerne,« siger Thomas Jensen.

Skatteministeriets interne revision har over en årrække afleveret i alt otte rapporter, hvor der påpeges store problemer på området, men advarslerne er ifølge Rigsrevisionens undersøgelser blevet overhørt gentagne gange. Skatteministeriet har oplyst til Rigsrevisionen, at der ikke blev igangsat tiltag til forbedring, fordi der i perioden 2008 til 2011 var politiske overvejelser om at ændre eller helt afskaffe ejendomsvurderingen.

Rigsrevisionens konklusioner fik onsdag Folketingets statsrevisorer til at rette den næsthårdeste kritik overhovedet muligt – en såkaldt »skarp påtale« mod Skatteministeriets forvaltning, og de understregede onsdag, at politiske overvejelser om at ændre en lovgivning aldrig kan begrunde, at gældende lov ikke overholdes.

Ligesom Socialdemokraterne vil de Radikale ikke afvise en uvildig advokatundersøgelse af hele sagen. Begge partier afventer i første omgang den redegørelse, som skatteminister Holger K. Nielsen (SF) skal fremlægge for statsrevisorerne inden for fire måneder.

Dagens Gossip