S: På tide at Løkke lægger bilag frem

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

De bilag skulle have været lagt frem meget tidligere, siger socialdemokraternes klimapolitiske ordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, efter at Venstres formand og statsministerkandidat har besluttet at lægge sine rejsebilag frem.

- Det har været et meget tumultarisk forløb, og jeg mener, at det har bibragt til utryghed og usikkerhed hos vælgerne om, hvordan vi anvender skattekroner.

- Det er ikke kønt, men bedre sent end aldrig, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Jeg er godt bekendt med, at man i andre lande lader politikere have en meget høj levestandard og meget store frynsegoder, men det er noget vi prædiker, at man skal passe meget på med, fordi det eroderer tilliden til det politiske system.

- Det er klart, at Løkke selv skulle have stoppet med at flyve på første klasse, svarer Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun peger på, at Løkke rejste 13 gange på første klasse, før han ændrede reglerne. Sammenlagt har Løkke brugt omkring en million kroner på dyre flyrejser, luksushoteller og transport med privatchauffør.

- En ting er, at det sker første gang, fordi det plejer man at gøre, men det burde ikke ske anden gang. Men han rejste 13 gange på første klasse, før reglerne blev ændret, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Udviklingsordfører i Enhedslisten, Christian Juhl, siger, at det er positivt, at bilagene nu kommer frem, men at indholdet er afgørende for, hvilke konsekvenser sagen skal have.

- Venstremedlemmer har forsøgt at negligere kravet om åbenhed som en bevidst hetz mod oppositionens statsministerkandidat og hånligt kaldt politikerne bag kravene om åbenhed for rejseordførere.

- Det er ærligt talt lidt af en farce, vi har skullet igennem, hvis Løkke allerede i søndags besluttede sig for at lægge alt frem, siger Christian Juhl.

Tidligere tirsdag var Socialdemokraterne, Enhedslisten og De Radikale enige om, at Lars Løkke Rasmussen burde træde tilbage som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute - GGGI.

Dansk Folkeparti har desuden plæderet for, at Danmark stopper sin støtte til GGGI, der modtager 90 millioner i dansk udviklingsbistand.

/ritzau/