S: Problematisk at syv ud af ti vælger gymnasiet

»Vi lytter og ser med stor interesse på de forskellige udmeldinger om, hvordan vi får skabt en bedre fordeling mellem unge, der vælger erhvervsrettede og gymnasiale uddannelser,« siger Socialdemokraternes undervisningsordfører, Troels Ravn (S).

Dansk Industri foreslår ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, at der indføres optagelsesprøver til gymnasierne for at bremse tilstrømningen af unge, der vælger gymnasiet frem for erhvervsrettede uddannelser.

Troels Ravn er enig med Dansk Industri i, at de unge i højere grad bør vælge de erhvervsrettede uddannelser.

»Det er fedt nok, at gymnasiet er en succes, og at de er gode til at få unge igennem. Men det er en udfordring, når syv ud af ti vælger gymnasiet. Vi har også i fremtiden brug for at få uddannet håndværkere, tømrere, murere og snedkere, og der har vi fået en ubalance, som vi skal have rettet op på,« siger Troels Ravn.

Et andet redskab, der skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, er at højne kvaliteten af uddannelserne.

»Det handler også om at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive og om, hvordan vi får højnet kvaliteten, så unge søger dem i højere grad end i dag,« siger Troels Ravn.

Den socialdemokratiske undervisningsordfører peger på, at partierne bag folkeskolereformen har sat mere fokus på uddannelsesvejledning af folkeskoleeleverne.

»Vi har givet bolden op i forhold til folkeskolereformen, hvor de unge fra 8. klasse skal gennem et brobygningsforløb, hvor de får viden om de forskellige muligheder for ungdomsuddannelser. Det er et vigtigt første skridt, vi har taget, og nu skal vi tage det næste skridt, og det bliver i form af en reform af erhvervsuddannelserne, som vi tager hul på efter sommerferien,« siger Troels Ravn.

Dagens Gossip