S-profil kræver køkken på supersygehus i Hillerød

Det er ærgerligt, at sundhedsminister Astrid Krag (SF) blankt har afvist Region Hovedstadens ønske om at bruge regionens penge på at bygge et køkken ved det nye supersygehus i Hillerød til 3,6 milliarder kroner. Regeringen bør tænke sig om igen.

Det siger Sophie Hæstorp Andersen, som er Socialdemokraternes spidskandidat til at afløse partifællen Vibeke Storm Rasmussen som regionsrådets formand.

- Man har holdt meget stramt på - også i Finansministeriet -, at når der er afsat 3,6 milliarder kroner til et byggeri, så er der afsat 3,6 milliarder kroner. Efter regeringsskiftet har regionerne kun kunnet låne til mere energirigtige løsninger, siger Sophie Hæstorp Andersen.

- Men svaret har været nej, hver gang regionen har søgt lov til at bruge penge, man selv har sparet op, for at gøre hospitalet til et rigtigt supersygehus.

Med smalhals må Region Hovedstaden vælge mellem enkeltstuer eller et hospitalskøkken i Hillerød, påpeger Sophie Hæstorp Andersen.

- Hvis man giver køb på enestuerne, så får man dårlig hygiejne og risikerer at få for få sengepladser, så patienter skal ligge på gangene, siger hun.

Da VK-regeringen i 2007 foreslog nye supersygehuse, var der afsat 80-90 milliarder kroner til byggeriet. Nu er budgettet halveret. Af seks sygehuse i Hillerød, Køge, Odense, Aarhus, Aalborg og Gødstrup ved Herning, har kun Aalborg og Gødstrup penge til et køkken.

- Det er et kæmpe problem. Mange af de byggerier, der var tænkt som moderne med den nyeste strålebehandling og nok sengepladser, så patienterne ikke skal ligge på gangene, er stille og roligt blevet mindre i takt med, at man kun afsatte halvdelen af pengene, siger hun.

Nu undersøger Region Hovedstaden, om Herlev Hospital kan levere mad til Hillerød, påpeger Sophie Hæstorp Andersen

/ritzau/

Dagens Gossip