S-profiler til kamp mod Thornings skatteplan

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) står sammen med finansminister Bjarne Corydon (S) ret alene i sit parti med idéen om at sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisens oplysninger har den socialdemokratiske folketingsgruppe i flere omgange diskuteret lettelsen. Flere medlemmer har protesteret.

Blandt dem den magtfulde gruppeformand Henrik Sass Larsen, der i partiet regnes som afgørende for Thornings fortsatte lederskab. Sass har på flere gruppemøder meddelt regeringstoppen, at han er imod lavere selskabsskat.

Flere S-kilder oplyser desuden, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) også er imod. Klimaet er ikke blevet bedre af, at hun ikke har været inddraget i arbejdet med vækstplanen.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har det øget de interne spændinger, at selskabsskattelettelsen blev lækket til medierne søndag aften.

Derfor blev Mette Frederiksens lancering af kontanthjælpsreformen mandag domineret af spørgsmål om den lavere selskabsskat.

/ritzau/

 

Dagens Gossip