S: Staten må afholde kontanthjælpsmodtageres flytteregning

Skrevet af admin

14/03/2016

Mest læste i dag

Staten bør afholde regningen for borgere, der kan være nødt til at fraflytte deres bolig, hvis boligudgifterne bliver for høje, når det nye kontanthjælpsloft indføres.

Sådan lyder det fra Socialdemokraterne i et nyt ændringsforslag til kontanthjælpsloftet.

For personer i en vanskelig økonomisk situation er det i dag muligt at modtage flyttehjælp fra kommunen.

Og det frygter en række organisationer, herunder Danmarks Almene Boliger og KL, at en del borgere vil få brug for som følge af kontanthjælpsloftet.

Derfor vil Socialdemokraterne nedsætte en pulje, som kommunerne kan søge til refusion af eventuelle stigende kommunale udgifter i forbindelse med flyttehjælp.

Pengene skal komme fra den halve milliard kroner, som staten forventer at spare ved lovforslaget.

Regeringen forventer omvendt ikke flere udsættelser som følge af lovforslaget, der tredjebehandles torsdag og ventes at blive vedtaget med stemmer fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.

Den udmelding står forligspartierne dog alene med.

- Lovforslaget forventes at føre til flere udsættelser og dermed også flere hjemløse, hvilket er i strid med regeringens egne 2020 mål på det sociale område om at nedbringe antallet af hjemløse, skriver KL i et høringssvar.

I et høringssvar fra Danmarks Almene Boliger vurderes det, at omkring 14.000 familier vil få meget vanskeligt ved at fastholde deres nuværende bolig, når reglerne slår igennem.

Den vurdering afvises af regeringen, som mandag afviser at justere mere i forslaget, der allerede er blevet justeret to gange.

Lovforslaget om kontanthjælpsloftet lægger et loft over, hvor meget en person kan få i ydelser fra det offentlige. Der skæres ikke i selve ydelsen, men i andre ydelser som boligstøtten.

Det nye kontanthjælpsloft træder i kraft 1. april i år med virkning seks måneder senere for både eksisterende og nye kontanthjælpsmodtagere.

/ritzau/