S støtter grænsekontrol - men efterlyser flere løsninger

Skrevet af admin

13/01/2016

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne støtter regeringens beslutning om at forlænge den midlertidige grænsekontrol med 20 dage frem til 3. februar 2016.

Det fortæller Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokraterne, selvom hun ikke mener, at grænsekontrollen alene er en gylden løsning på problemerne.

- Det er fornuftigt at forlænge grænseindsatsen, men der er en lang række ting, som vi endnu ikke har kunnet få svar på. Både hvordan vi sikrer aftaler med landene omkring os, og hvad forlængelsen kommer til at betyde for vores politi, siger hun til Ritzau.

Trine Bramsen mener, at de udfordringer Danmark er stillet over for, kun kan løses ved samarbejde med vores nabolande.

- Vi har ikke kunnet få svar på, hvad det er for en koordinering af indsatsen, der sker med Tyskland og Sverige. Det er selvfølgelig helt afgørende, at der er en god dialog, hvis vi skal opnå det bedste resultat, siger hun.

Samlet set anser Bramsen det som bekymrende, hvis regeringen forsøger at løse problemet med grænsekontrol alene.

- Den grænsekontrol vi har, er midlertidig. Den håndterer nogle af de problemer, vi står med nu. Men som regering bliver man nødt til at have svar på, hvordan man løser problemerne, der er grunden til grænsekontrollen, siger retsordføreren.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet udsendte onsdag middag en pressemeddelelse, der annoncerede, at politiets kontrol ved den dansk-tyske grænse fortsætter på samme vis, som den har fungeret hidtil.

Det betyder, at politiet foretager stikprøvekontrol med de forbipasserende bilister, der krydser landegrænsen. Og det bekymrer Trine Bramsen.

- Vi må konstatere, at der står en lang række ubesvarede spørgsmål tilbage, som følge af den aktuelle grænsekontrol. Blandt andet oplysningerne om, at der på nogle grænseovergange slet ikke er kontrol, siger Trine Bramsen.

/ritzau/