S: Tålmodigheden med Grimhøjmoskéen er opbrugt

Skrevet af admin

28/02/2016

Dagens topnyheder

Det skal ikke foregå på dansk jord. Det er en trussel mod de demokratiske værdier.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, efter at TV2 har offentliggjort skjulte optagelser fra moskéen på Grimhøjvej i Aarhus.

Optagelserne viser den kendte, danske imam Abu Bilal, som underviser en gruppe kvinder i, at blandt andet utroskab skal straffes med stening eller piskeslag.

- Det er nogle udtalelser, som vi under ingen omstændigheder skal holde hånden over i Danmark. Det er dybt forkasteligt, siger Trine Bramsen til Ritzau.

Optagelserne stammer fra TV2's dokumentar "Moskeerne bag sløret".

Undervisningen foregår ifølge TV2 i et lokale i moskeen, hvor en gruppe kvinder og børn samles i en studiegruppe for at blive undervist i islams retssystem, sharia.

- Min tålmodighed med Grimhøj-miljøet er opbrugt, og derfor skal justitsministeren på banen i den her sag, siger Trine Bramsen.

- Justitsministeren må finde ud af, om man definitivt kan lukke ned for foreninger som denne, og hvordan vi sikrer, at der bliver holdt mere øje med det her miljø.

Også SF kritiserer den kontroversielle undervisning i Grimhøjmoskeen og foreslår, at kommuner og lokalpoliti får flere midler til at oplyse unge om, at nogle imamer prædiker "vanvittige holdninger".

- Derudover skal man hurtigt tage kontakt til moskeerne og få dem til at tage skarp afstand fra det her. Moskeerne har selv sagt, at de ikke ønsker den slags forstokkede kvindesyn, skriver integrationsordfører Jacob Mark fra SF i et svar.

Og på Facebook skriver Enhedslistens folketingsmedlem Pelle Dragsted:

- Sindsygt. Fuldstændig sindsygt, at undervise i at utro kvinder og frafaldne muslimer i det perfekte islamiske samfund skal stenes ihjel.

I optagelserne fra TV2 hører man blandt andet imamen Abu Bilal forklare, at ægteskabsbrud skal straffes med døden.

- Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod halal, og de skal dræbes ved stening. Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag, siger han.

/ritzau/