S: Talkrig om dagpenge er uinteressant

Skrevet af admin

18/09/2014

Mest læste i dag

Talkrigen om antallet af udfaldne dagpengemodtagere mellem de Radikale og venstrefløjen er uinteressant og ligegyldig.

Sådan lyder det fra Socialdemokraterne, der ikke ønsker at stille sig bag den Radikale regeringspartner, der onsdag direkte beskyldte Enhedslisten og SF for at lyve om antallet af dagpengemodtagere, der står uden reel forsørgelse.

- Jeg går ikke ind i en slåskamp mellem andre partier. Det er uinteressant for mig og Socialdemokraterne, siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen.

- Det, jeg koncentrerer mig om, det er, at sørge for forsørgelse og et ordentligt beskæftigelsessystem. Alt andet er for mig ligegyldigt, siger han.

Ifølge de Radikale er det løgn at påstå, at 40.000 dagpengemodtagere er faldet ud af systemet og står uden forsørgelse efter dagpengereformen, som de Radikale har lagt stemmer til og gennemført sammen med Socialdemokraterne og SF efter magtovertagelsen i 2011.

Reelt er under 5000 personer helt uden forsørgelse, fordi de øvrige enten har fået nyt job, er påbegyndt en uddannelse, er blevet pensioneret eller er gået på efterløn eller blot har modtaget den såkaldt midlertidige arbejdsmarkedsydelse, som regeringen og Enhedslisten har indført.

Men både Enhedslisten og SF - der nu har kastet sig ind i kampen om lempelse af de dagpengeregler, partiet selv var med til at indføre i årene som regeringsparti - afviser, at man har overdrevet problemet ved at tale om 40.000 udfaldne personer.

Man har nemlig aldrig hævdet, at 40.000 er uden forsørgelse - blot at de er faldet ud af dagpengesystemet, lyder det.

Men for Socialdemokraterne er tallet ikke afgørende ifølge Leif Lahn Jensen.

- Det er ikke afgørende for mig, om tallet er 35.000 eller 40.000 eller et andet antal, der er faldet ud af dagpengesystemet, siger han.

/ritzau/