S til nye faglærte uden job: Uddannelse er vejen frem

»Opfordringen er helt klar og entydig, at det er uddannelse, der er vejen frem. Og derfor er det vigtigt, at de unge mennesker fortsætter med at uddanne sig. Uddannelse og beskæftigelse er hovedprioriteterne for denne her regering,« siger undervisningsordfører Troels Ravn (S).

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser ifølge Jyllands-Posten, at det ikke længere kun er akademikere, der uddanner sig til arbejdsløshed. De faglærte oplever nu også, at det som nyuddannet kan være svært at finde job. Således er ledigheden for nyuddannede fra 2008 til 2012 steget for faglærte uddannelser og velfærdsuddannelser, og eksempelvis var 15 procent af smedene i 2012 stadig uden job 20 uger efter endt uddannelse. I 2008 oplevede næsten nul procent af de nyuddannede smede at være uden arbejde efter 20 uger.

Socialdemokraternes undervisningsordfører kan godt forstå, at man som nyuddannet ærgrer sig over ikke at kunne finde et arbejde, men han opfordrer alligevel til at dygtiggøre sig mere, indtil jobbene kommer. For det gør de, mener han.

»Det vil selvfølgelig være en stakkel trøst for de, der står og mangler et job her og nu, og der er det bare at sige: Bliv ved med at klø på og tag al det uddannelse, det overhovedet er muligt at få. Både på kort og lang sigt gør vi det, der skal til for at styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne, så vi får gjort det attraktivt, så de unge mennesker også vælger erhvervsuddannelser. Fordi vi ved, at vi kommer til at mangle faglærte; tømrere, murere, snedkere og så videre. 150.000 faglærte håndværkere kommer vi til at mangle inden for en overskuelig årrække,« siger Troels Ravn.

Han peger på, at regeringen til efteråret skal indlede forhandlinger i Folketinget om en reform af erhvervsuddannelserne, men vil ikke konkret ind på, hvilke forslag regeringen vil stille til en forbedring af uddannelserne.

»Jeg vil ikke starte nogle forhandlinger over telefonen, for det er dårlig skik. Men der bliver taget en lang række initiativer generelt for at hæve kvaliteten på erhvervsuddannelserne. Vi har det mål, at vi skal have nogle flere unge mennesker direkte fra folkeskolen til at vælge erhvervsuddannelserne, og vi skal imødegå det frafald, der er fra erhvervsuddannelserne. Det er de pejlemærker, vi har,« siger Troels Ravn.

Regeringen ventes at præsentere sit udspil til en reform af erhvervsuddannelserne i begyndelsen af september.

Dagens Gossip