S: Tsipras må løse græsk krise efter nej

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, har ansvaret for at få Grækenland og EU bedst gennem den krise, som det store græske nej til gældsaftalen med kreditorerne fra Den Europæiske Centralbank, Den Internationale Valutafond (IMF) og EU har udløst.

Det siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen.

- Uanset hvad de kommende dage må bringe i Grækenland og Europa, er der tale om en græsk tragedie af dimensioner, siger Nicolai Wammen i en skriftlig kommentar.

- Der påhviler nu den græske premierminister, Alexis Tsipras, som anbefalede et nej, et enormt ansvar for at få bragt Grækenland og resten af Europa bedst muligt igennem den krise, der nu er en barsk realitet.

Nej-siden fik søndag ved folkeafstemningen støtte fra næsten to af tre grækere med 61,31 procent af stemmerne mod 38,69 procent til ja-siden.

Det fremgår af det græske indenrigsministeriums hjemmeside.

Dermed har langt de fleste græske vælgere fulgt deres venstreorienterede regerings opfordring og afvist kreditorernes krav om flere græske reformer og besparelser for at få endnu flere penge til græsk økonomi, der er presset helt i bund.

Kreditorerne må omdanne den græske statsgæld, som IMF anbefalede for nylig, siger SFs udenrigsordfører, Holger K. Nielsen.

- De må få den ændret eller måske nedskrevet. Enhver ved jo, at grækerne ikke kan betale gælden. Derfor ender man til sidst med at få en ændring af de græske gældsforhold, siger Holger K. Nielsen.

Spørgsmål: - Men så skal tyskere, franskmænd og andre EU-lande betale grækernes overforbrug i årtier?

- Ja, men alternativet er langt værre, hvis grækerne forlader euroen. Så taber de langt flere penge. Det er klart, at der har været et overforbrug i mange år siger Holger K. Nielsen.

/ritzau/

Dagens Gossip