S-uro om ny offentlighedslov

De to folketingsmedlemmer Rasmus Prehn (S) og Bjarne Laustsen (S), der begge er valgt i Nordjylland, er således utilfredse med de omstridte paragraffer i loven, hvor adgangen til aktindsigt indskrænkes. Det betyder, at det bliver sværere for offentligheden at få indblik i, hvad der er af korrespondancer mellem statslige myndigheder.

»Når og hvis der kommer et regeringsskifte, kan vi risikere, at loven gør det sværere at kontrollere en kommende borgerlig regering, som gerne vil holde noget skjult for oppositionen,« siger Bjarne Laustsen til Nordjyske Stiftstidende.

Han vil dog ikke sige, om han stemmer imod lovforslaget, hvis det fortsat ser ud som i dag, når det kommer til endelig afstemning. Han mener dog, at der er »grund til at kikke på, om vi ikke kan justere lidt på det.«

Rasmus Prehn »udelukker ikke« at stemme imod loven, men siger, at han »som udgangspunkt« stemmer med sit parti.

Næsten 70.000 mennesker har ifølge avisen allerede skrevet under på en protest mod den nye lov, som ventes vedtaget i Folketinget inden længe.

Justitsminister Morten Bødskov (S), der på grund af lovforslaget har været under massiv kritik fra sit socialdemokratiske bagland, fra medier og flere Cavling-modtagere, står fast på behovet for, at ministre og embedsmænd kan tale i »fortrolige rum«.

Tidligere på ugen oplyste Justitsministeriet, at Folketingets Ombudsmand efter tre år vil »blive anmodet om at redegøre for myndighedernes praksis« i forbindelse med den nye offentlighedslov.

Dagens Gossip