S: Vatikanet er medansvarlig for aids-død

Det er på tide, at Vatikanet med pave Frans i spidsen tager afstand fra den katolske kirkes "besættelse" af homoseksualitet, men kursskiftet kommer lige lovligt sent.

Det mener formanden for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Mette Gjerskov (S):

- Jeg mener jo personligt, at Vatikanet og skiftende paver har en meget stor del af ansvaret for, at millioner af mennesker i Afrika er døde af aids. Al den prædiken mod kondomer bliver udstillet, når man har stået i en landsby, der er halv død af aids.

Hun hilser derfor pavens nye imødekommende udmelding omkring abort, prævention og homoseksualitet velkommen, da der i hendes øjne virkelig er behov for nytænkning.

- Der er for mange liv, der er blevet spildt, fordi vi har haft et vatikan med en middelalderlig forestilling om, hvordan verden skulle se ud, siger Mette Gjerskov til Ritzau.

Den tidligere fødevareminister er "kisteglad" for, der er kommet en pave, som vil åbne diskussionen på området. Hun håber, at det vil sikre bedre rettigheder til kvinder og seksuelle minoriteter. Rettigheder, som kommer til at redde menneskeliv, mener hun.

Paven advarer mod at gøre kirken snæver, hvor kun "de udvalgte" har plads. Det katolske overhoved har proklameret, at Guds kærlighed er grænseløs, og at han ikke sidder i en position, hvor han har ret til at dømme folk på baggrund af seksualitet.

De nye toner fra Vatikanet kommer bag på Mette Gjerskov, selv om hun fornemmede, der foregik noget i kulissen under den nye pave.

- Jeg er overrasket. Det her er en rigtig god udmelding fra paven, som mange millioner mennesker lytter til verden over. Han siger, at nu skal vi koncentrere os om kærligheden mellem mennesker, så jeg synes, vi er kommet rigtig, rigtig langt, siger Mette Gjerskov.

Vatikanet har observatørstatus i FN og sidder med ved bordet, når der bliver forhandlet om seksuelle rettigheder i FN-regi.

/ritzau/

Dagens Gossip