S: Velfærdsturisme ødelægger ikke velfærden

Danmark bliver ikke centrum for et tagselvbord af sociale ydelser for andre EU-landes borgere.

Det siger Socialdemokraternes EU-ordfører, Mette Reissmann, efter, at tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen har vist, at over 7000 EU-borgere sidste år modtog dansk kontanthjælp.

Tallene for kontanthjælp kommer i kølvandet på en række EU-domme om SU og børnecheck, der årligt ventes at koste den danske statskasse et trecifret millionbeløb.

- Det her er ikke noget, der kommer til at slå bunden ud af vores velfærd. Men det er klart, at vi står med en ny situation med de EU-domme, der er kommet, og derfor er vi gået i gang med at se på, hvordan vi sikrer vores sociale ydelser.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, beskylder regeringspartierne for ikke at kæmpe for den danske velfærdsmodel i EU.

Et skudsmål, som Mette Reissmann afviser.

- Forskellen på os og Dansk Folkeparti er, at vi ikke er interesserede i at arbejde os hen imod juridiske lussinger ved EU-Domstolen. Vi er rigtig glade for, at man kan arbejde på tværs af grænser. Det er der også mange danskere, der nyder godt af, siger hun.

Spørgsmål: Hvad vil du sige til dem, der ikke rigtig kan finde ud af, om Socialdemokraterne anser det her for et reelt problem eller ej?

- Socialdemokraterne synes, at det er et problem, så længe befolkningen synes, det er et problem, siger Mette Reissmann og fortsætter:

- Og derfor er vi for længe siden gået i gang med at kigge på det. Men der er ingen grund til at gå i panik. Der kommer heller ikke til at være et massivt velfærdsturisme-tagselvbord.

Spørgsmål: Aldrig nogensinde?

- Hvor langt ud i fremtiden, vil du have, jeg skal sige?

Spørgsmål: Lad os sige om fem år?

- Det er jo altid svært at kigge i krystalkuglen. Men vi følger jo sagen, og der er ingen tvivl om, at den EU-bombe, som Dansk Folkeparti forsøger at placere under vores velfærdssystem er fuldstændig overdrevet, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip