S: Venstre har ikke lært af finanskrisen

Venstre har ikke lært noget af finanskrisen. Så skarp er kritikken, når Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht lørdag tager ordet ved partiets kongres i Aalborg.

For mens Socialdemokraterne erklærer sig parat til at stramme grebet yderligere om den finansielle sektor, så har Venstre været mere tilbageholdende og advaret om, at det kan gå ud over vækst og beskæftigelse.

»Der vil fra vores side komme initiativer til skærpet tilsyn med pengeinstitutter, især de store af dem, på denne side af et folketingsvalg,« siger Benny Engelbrecht, der ser emnet som »en af de helt fundamentale forskelle i dansk politik anno 2013«.

»Jeg forstår ikke, at Venstre reelt ikke har lært noget af finanskrisen, men tværtimod er parat til at føre nøjagtig den samme politik, som de førte før krisen, og som førte til krisen,« fortsætter han.

Den melding har Venstres erhvervsordfører Kim Andersen dog ikke meget til overs for.

»Det er noget sludder. Vi har selv lagt sporet til opstramning over for bankerne, og vi har selv været med til at give Finanstilsynet yderligere beføjelser,« siger han.

Kim Andersen mener, det er »useriøst« at komme med kritikken på et tidspunkt, hvor de to partier, blandt andre, forhandler om krav til de systemisk vigtige banker, som ventes at komme til at tælle seks pengeinstitutter - heriblandt Danske Bank og Nordea.

Han er enig i, at sektoren skal reguleres, og at der skal stilles øgede krav til polstring af bankerne, men han advarer mod at gå så hårdt til værks, at det i sidste ende går ud over jobskabelsen.

»Vi skal passe på, for bankerne spiller jo også en rolle i forhold til investeringerne og dermed værdiskabelsen i virksomhederne og skabelse af arbejdspladser i Danmark. Det er den balance, vi lige skal finde, og hvor Benny Engelbrecht og Co. er parat til at sige ja til hvad som helst,« lyder det fra Kim Andersen.

Skærpede krav til bankbestyrelser

Det opsigtsvækkende angreb fra Socialdemokraterne kommer godt en uge efter, at det såkaldte Rangvid-udvalg kom med 18 anbefalinger til, hvordan fremtidige økonomiske kriser kan undgås.

Nationalbankdirektør Lars Rohde kritiserede i den forbindelse politikerne for allerede at have glemt finanskrisen og opfordrede til øget kontrol med den finansielle sektor.

Benny Engelbrecht siger til Berlingske Business, at partiet som udgangspunkt er klar til at følge alle de anbefalinger, som Rangvid-udvalget kom med i sidste uge. Lige på nær anbefalingen om at lade ejendomsskatterne stige.

Især én anbefaling er dog vigtig at få igennem så snart som muligt, mener han. Det er at opstille strengere krav for, hvem der må sidde i bankernes bestyrelser. Og Socialdemokraterne er klar til at stille lovgivningsmæssige krav, hvis det bliver nødvendigt.

Helle Thorning-Schmidt ventes at tale klokken 12.10 på dagens kongres, mens Benny Engelbrecht tager sin kritik med på talerstolen senere på eftermiddagen.

Dagens Gossip