S: Venstre må melde ud om brugerbetaling

Venstres formand, Lars Løkke, har åbnet for, at vi skal betale ved besøg hos den praktiserende læge ved at "indrette brugerbetaling på sundhed bedre". Men han må tone rent flag, så vælgerne ved, hvad Venstre vil.

Det siger Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen.

- Vi kritiserer Venstre for at åbne for brugerbetaling i sundhedsvæsnet. Det er vi ikke varme tilhængere af - for at underdrive lidt. Vi er særskilt imod brugerbetaling ved lægebesøg, siger John Dyrby Paulsen.

Han erkender, at både svenskere og nordmænd betaler for at besøge deres praktiserende læge.

- Man kunne gøre det på andre måder. Hos tandlæger har vi noget større brugerbetaling end i resten af sundhedsvæsnet. Så det er ikke, fordi det er fremmed. Men lige nøjagtig hos lægen er det ikke noget, regeringen arbejde med, siger John Dyrby Paulsen.

Regeringen har beskåret tilskud til private høreapparater og tandrensning på finansloven og slanket pensionisters tilskud til håndkøbsmedicin. Men det er ikke dobbeltmoralsk at kritisere Venstre, mener han.

- Vi har ændret nogle tilskudsregler. Det er ikke det samme som at indføre brugerbetaling, og det er gået til at finansiere noget helt bestemt. Men generelt skal danskerne ikke betale for at gå til lægen, fastslår John Dyrby Paulsen.

I 2006 foreslog De Radikale at lade et ekspertudvalg analysere brugerbetaling. Det mener partiet stadig, sagde sundhedsordfører Camilla Hersom (R) for nylig til dr.dk.

John Dyrby Paulsen ser dog ingen splittelse om brugerbetaling i regeringen.

- Man skal se på, hvad der er regeringens holdning. Det giver ingen mening at gå år tilbage i denne sammenhæng. Man skal se på, at regeringen har talt meget klart i den aktuelle debat. Jeg efterlyser, hvad Venstre mener, siger John Dyrby Paulsen.

/ritzau/

Dagens Gossip