S: Venstres sundheds-milliard er ren valgkamp

Skrevet af admin

08/09/2014

Mest læste i dag

Venstres motor er sat i "valgkamps-gear" med partiets plan om at tilføre sundhedsområdet en milliard kroner til næste år.

Det siger Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, der i samme åndedrag fremhæver, at regeringen vil bruge flere penge på sundheden - herunder kræftbehandlingen - end det store oppositionsparti, der senere mandag fremlægger sit udspil til næste års finanslov.

- Venstre er tydeligvis gået i valgkamps-gear. Regeringen har fremlagt en fireårig plan til fem milliarder kroner, som både tager fat på kræftbehandling og kroniske sygdomme, siger Jesper Petersen.

- Venstre kan måske mønstre en milliard kroner til næste år, der sjovt nok er valgår, men hvad så bagefter, hvor Venstre vil indføre nulvækst, spørger han.

Spørgsmål: Når du både siger, at Venstre er i valgkamps-gear, og at regeringen vil bruge flere penge end Venstre, er det så, fordi I er oppe i et højere valgkamps-gear?

- Nej, vi har jo fundet pengene gennem de reformer, der er lavet i løbet af de seneste år. Og det er noget, som varer i mindst fire år, hvor Venstre måske - hvis finansieringen ellers er på plads - kan levere en milliard, men kun i et enkelt år.

Spørgsmål: Så Venstres milliard er valgkamp, men jeres fem milliarder er ikke?

- Det er snorlige efter den linje, regeringen har ført med bedre velfærd og konkurrenceevne. Vi opererer jo i modsætning til Venstre ikke med nulvækst frem mod 2020, for det vil være et kæmpe sats med velfærdssamfundet.

En del af Venstres udspil er, at der skal indføres en såkaldt patientansvarlig læge til kræftpatienter, der skal holde snor i den enkelte patient i stedet for, at folk møder den ene læge efter den anden.

Men Socialdemokraterne er ikke sikre på, om det er den bedste måde at gøre det på.

- Jeg kan ikke sige, om det er den mest effektive måde at bruge penge på. Men igen: det er jo et sølle tilbud, hvis Venstre siger til patienterne, at de kan få en fast læge, men kun til næste år, siger Jesper Petersen.

/ritzau/