S: Vi skal gøre mere for at fastholde ældre i job

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

- Det ser lidt spøjst ud.

Sådan lyder det fra Socialdemokraterne, efter at det er kommet frem, at halvdelen af alle afskedigelser i staten i 2012 var af en person over 50 år - og det på trods af, at folk i den aldersgruppe blot udgør lidt over en tredjedel af arbejdsstyrken.

- Generelt synes jeg rent faktisk ikke, at det er godt, at en stor procentdel af dem, der bliver fyret, er over 50 år, siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, og fortsætter:

- Og det mener jeg, at vi skal gøre noget ved. Det, vi skal fremover, er at have mere fokus på dem, der er på arbejdsmarkedet, efter at vi i lang tid har haft fokus på dem, der er uden for, siger han.

Det sker med henvisning til de senere års stribevis af reformer, der alle har til formål at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Spørgsmål: Når i politikere gerne vil har folk til at arbejde længere, så ser det vel ikke kønt ud, at staten afskediger ældre i det omfang, vi ser her?

- Det ser da lidt spøjst ud, men jeg kan ikke kommentere det yderligere, for jeg ved jo ikke, hvad det kan skyldes. Og for mig er det ligegyldigt, om det foregår i staten eller i det privat, for alle skal behandles ens, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at beholde seniorerne på arbejdsmarkedet, siger Leif Lahn Jensen.

Andelen af ældre fylder mere og mere i statens statistikker over afskedigede, viser en opgørelse fra Finansministeriet, der blev lagt frem torsdag eftermiddag, og som er den første af sin art.

Opgørelsen omfatter årene fra 2010-2012, og mens andelen af folk over 50 år i 2010 udgjorde omkring 44 procent, er tallet i 2012 oppe på 49 procent.

- Det kan jo skyldes, at krisen for alvor havde bidt sig fast i den periode, og det er jo derfor, det har været vigtigt at tage fat i krisehåndteringen og vækstpakkerne. Men uanset, om det er krisen eller ej, så skal vi se, om vi ikke kan få den procentdel ned, siger Leif Lahn Jensen til Ritzau.

/ritzau/