S vil have Pind og politiet til at jagte Uber efter dom

Skrevet af admin

08/07/2016

Dagens topnyheder

Både hos Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti opfatter man en domsafsigelse mod seks Uber-chauffører i Københavns Byret som en sejr.

Transportordfører for Socialdemokraterne Rasmus Prehn opfordrer nu ligefrem justitsminister Søren Pind (V) til at gå benhårdt efter Uber og lægge sag an mod selskabet på vegne af staten.

Det sker, efter at de seks Uber-chauffører er kendt skyldige i piratkørsel og har fået bødestraf på mellem 2000 og 6000 kroner.

- Vi opfordrer nu politiet til at lave en mere systematisk håndhævelse af lovgivningen. Men vi opfordrer også justitsministeren til at holde ord og lægge sag an mod Uber, siger han.

Der er allerede lagt sag an mod Uber, eftersom Trafikstyrelsen politianmeldte selskabet, kort efter at selskabets app gik i luften i Danmark.

Uber-sager fra et par andre lande i EU prøves ved EU-Domstolen. Men Rasmus Prehn mener ikke, at den danske sag kan vente på EU-Domstolens dom over Uber.

- Jeg ser gerne, at det sker hurtigst muligt. Jeg kan ikke se, at det er sådan, at man er nødt til at afvente en EU-dom, siger han.

Også Dansk Folkeparti lader champagnepropperne springe efter dommen, fortæller transportordfører Kim Christiansen.

- Jeg har set frem til den her dom længe.

- Nu har vi siddet og forhandlet taxilov og skal fortsætte med det i august. Og der er vi nu fri for en forplumret debat om, at nu skal vi også tænke på Uber. Det er vi helt fri for nu, siger han.

Før sommeren har de politiske partier forhandlet om en ny taxilovgivning, og de forhandlinger fortsætter til august.

Men med dagens lov er Dansk Folkeparti ikke i tvivl om, at al snak om at tage hensyn til selskaber som Uber i lovgivningen må forstumme.

- Der har været blandt andet LA (Liberal Alliance, red.), som har sagt, at nu må vi også passe lovgivningen til, og der skal være plads til alle. Men det bliver i hvert fald ikke en lovgivning, som bliver tilpasset det koncept, som Uber bruger, siger Kim Christiansen.

/ritzau/