S: Voldtægt skal kunne anmeldes selv efter 10-15 år

Skrevet af admin

27/01/2016

Mest læste i dag

Socialdemokraterne tager positivt imod justitsminister Søren Pind (V) udspil "Respekt for voldtægtsofre", der sigter mod færre afviste anmeldelser og flere domme for voldtægt, men mener, at det kan forbedres på flere punkter.

Således lyder det fra retsordfører Trine Bramsen (S), at kvinder skal kunne anmelde en voldtægt, selv om der er gået 10-15 år. Desuden skal myndighederne især rådgive unge kvinder, mener den socialdemokratiske retsordfører.

- Hvis de er i tvivl, om de har været udsat for voldtægt, er det et alt for stort skridt at gå ned på politistationen. De skal have nogen, de kan snakke med, hvis de har været udsat for noget, de synes, er ubehageligt, og som måske kunne være en voldtægt, siger Trine Bramsen.

Politibetjente og anklagere skal uddannes i en afhøringsmodel, så voldtægtsofre bedre kan forklare hændelsen med egne ord. Der er brug for en kulturændring, mener hun.

- Der skal ske administrative ændringer. Men det handler også om, hvordan vi som samfund ser på voldtægter, mener Trine Bramsen.

Pind har i efteråret fremsat et lovforslag, som skærper straffen for voldtægt fra 2,5 år til 3,5 år. Han afviser ikke at se på en yderligere skærpelse af straffen.

Trine Bramsen tror ikke, at bistandsadvokater ved afhøringer alene løser kvinders skepsis ved at gå til politiet.

- Der er det nødvendigt med rådgivning, siger Socialdemokraternes retsordfører.

/ritzau/