Så er der sat dato på Brøndbys skæbnedag

38 dage. Det er, hvad der er tilbage af det nuværende Brøndby IFs omtumlede liv, inden klubben fødes på ny med frisk ledelse, rekonstrueret økonomi og en omlagt ejerstruktur, der gør op med det gamle system med forskellige aktieklasser.

Klubben har nemlig nu sat dato på den ekstraordinære generalforsamling, der fuldender den aktieemission, Brøndby IF netop har været igennem, og som har tilført klubben 108,4 mio. kroner, som man fortæller i en fondsbørsmeddelelse fredag.

Generalforsamlingen afholdes mandag den 10. juni. Dermed er dagene endelig talte for det langstrakte og turbulente forløb, som Brøndby IF har været igennem de sidste mange måneder. Og for den nuværende ledelse er enden nær.

Konstitueret administrerende direktør Tommy Håkansson glæder sig dog over situationen, selv om han synger på sidste vers i sin nuværende rolle. Men det er en kontrolleret og ydmyg glæde.

- Lykken er ikke gjort blot ved blot at få tilført kapital - det har historien vist ganske tydeligt. Det kræver også en ledelse, der kan træffe de rette beslutninger baseret på økonomisk ansvarlighed. Den nye bestyrelse skal vælges af aktionærerne på den ekstraordinære generalforsamling den 10. juni, som der snarest indkaldes til, siger Tommy Håkansson på brondby.com.

Han glæder sig over, at det nu ser ud til, at Brøndby IF går lysere tider i møde.

- Dagen i dag er en milepæl i Brøndby IFs historie og et stort skridt mod en lysere fremtid. Med aktieemissionens gennemførsel er de hidtidige to aktieklasser blevet sammenlagt til én, hvilket betyder, at aktionærerne får reel indflydelse på selskabet for deres investerede kroner. Aktieemissionens gennemførsel betyder også, at Brøndby IF nu har fået en økonomi, der gør, at en ny ledelse kan påbegynde det langsigtede arbejde med klubbens tilbagekomst til toppen af dansk fodbold, siger den administrerende direktør.

Først skal Brøndby IF dog lige kæmpe sig sportsligt ud af en anden suppedas, nemlig risikoen for at rykke ud af Superligaen.

- Med aktieemissionens succesfulde afslutning gælder det nu for Brøndby IF om at sikre tilværelsen i Superligaen i sæsonens sidste fire kampe. Vi ved, at spillerne vil give alt i kampen mod nedrykning, og med fantastisk opbakning på tribunerne så håber og tror vi på et positivt resultat, siger Tommy Håkansson, der kan have en rolle at spille i en fremtidig Brøndby-ledelse, hvis generalforsamlingen ønsker det.

Men i rollen som konstitueret administrerende direktør er det slut om 38 dage.

Dagens Gossip