Så er det sidste frist for en atomaftale med Iran

Så er det sidste udkald for en aftale mellem Iran og stormagterne om det kontroversielle iranske atomprogram.

Alternativet kan blive en langvarig konflikt og i værste fald et opgør med et atombevæbnet Iran.

Torsdag er den sidste runde forhandlinger gået i gang i Østrigs hovedstad, Wien. De står mellem Iran og seks stormagter. De har frist indtil den 20. juli til at hamre en aftale igennem.

Målet er at finde en løsning, som fjerner frygten for, at Iran får atomvåben. Til gengæld er de vestlige lande klar til at ophæve de økonomiske sanktioner over for styret i Teheran.

Et sunnimuslimsk oprør i Syrien og Irak, der breder sig, har efterladt Mellemøsten i kaos, og det kunne i heldigste fald medvirke til at normalisere forholdet mellem Vesten og det shiamuslimske Iran.

- I denne urolige verden opstår muligheden ikke tit for at nå en aftale på fredelig vis, som vil opfylde de væsentlige og offentligt ønskede behov fra begge sider, gøre verden mere sikker, lette de regionale spændinger og gøre det muligt at opnå større velstand, skrev den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, tidligere på ugen i Washington Post.

Han advarede Iran mod at "forpasse denne historiske mulighed".

Under forhandlingerne i Wien sidder Iran over for de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig - samt Tyskland. De omtales ofte 5+1.

Kerry betonede, at stormagterne har foreslået en række initiativer, der vil sikre, at Iran ikke får atomvåben, men kan opretholde et atomprogram til fredelige formål.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, er enig i, at det er en historisk mulighed, men han beskylder flere stormager for at leve i en "illusion".

Hvor de øvrige lande kræver, at Iran reducerer sin kapacitet til oparbejdning af uran og dermed muligheden for at udvikle atomvåben, så mener Iran, det er et urimeligt krav.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip