Så er det slut med de helt unge kørelærere

Fremover er det slut med at have en helt ung sidekammerat i højre side af skolevognen og på landets køreskoler.

Folketinget skærper kravene til kørelærere, og det betyder blandt andet, at man fremover skal være fyldt 24 år for at blive kørelærer, og at kørelærere skal undervises i voksenpædagogik, lyder det fra justitsminister Karen Hækkerup (S).

- Jeg er især glad for, at vi nu styrker kørelærerens opgaver i forhold til at holdningsbearbejde navnligt de unge elever.

- For det er uhyre vigtigt, at unge påvirkes til at køre sikkert og hensynsfuldt, så vi får færre uheld i trafikken, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Et bredt flertal i Folketinget vedtog tirsdag lovforslaget, som skærper kravene for at blive godkendt som kørelærer. Kun Liberal Alliance stemte imod. Målet med skærpelsen er at øge trafiksikkerheden.

Aldersgrænsen for at kunne undervise på køreskolerne som kørelærer sættes op fra 21 til 24 år, ligesom kørelærerne som konsekvens af loven skal have kørekort til flere typer køretøjer.

Den nye lov medfører også, at kørelærere fremover skal have gennemført et pædagogisk grundforløb med fokus på voksenuddannelse svarende til 120 timer.

Lovforslaget træder i kraft 1. april. Det bygger på anbefalingerne fra et udvalg, som Justitsministeriet nedsatte i maj sidste år.

/ritzau/

Dagens Gossip