Så er det slut: Restaurant Vejlegården er gået konkurs

Den landskendte Restaurant Vejlegården i Vejle er gået konkurs.

Det oplyser ejeren, Amin Skov, her til eftermiddag.

Det er blandt andet konflikten med 3F og den efterfølgende brandsag, der nu sætter en stopper for den fortsatte drift af restauranten.

- Det er med stor beklagelse, at jeg må meddele, at Restaurant Vejlegården ikke længere kan opretholdes økonomisk og er derfor pr. 4 marts 2013 gået konkurs. Igennem det seneste år har 3Fs konflikt mod Vejlegården kostet mange ressourcer. Dette har kunne mærkes især i den daglige drift og ikke mindst i vanskelighederne med at skaffe og tilføre kapital til virksomheden, siger Amin Skov i dag.

Efter branden den 21. december 2012 har Vejlegården mistet hele omsætningen og dermed det økonomiske grundlag. Og efterfølgende valgte Sydøstjyllands Politi den 21. januar at sigte Amin Skov for brandstiftelse og forsikringssvindel.

- Dét har sat mig i skakmat: Sålænge jeg er sigtet, vil forsikringen ikke udbetale vores del af forsikringssummen. Og så længe jeg ikke har nogen forsikringssum at istandsætte for, kan jeg ikke åbne restauranten, så der igen bliver indtægter til lønninger, leje og varer. Således har Vejlegården ikke haft nogen former for indtægt i nu over 2 måneder! Desværre har politiet trods manglende beviser og - indtil videre - 11 ugers efterforskning stadig ikke tilbagekaldt sigtelsen, så vores forsikring kan komme igang, skriver han i dag på Facebook.

Og han fortsætter:

- Jeg håber, at 2013 bliver det år, hvor befolkningen kan overbevise deres politikere om, at Den Danske Model er værd at bevare, og at forudsætningen for en bevarelse af Den Danske Model er en fornyelse af Den Danske Model. Fagforeninger som 3F skal ikke kunne konflikte virksomheder, der i forvejen har en anerkendt dansk overenskomst og har ordnede forhold. Det er en hån mod Den Danske Models skabere, danske lønmodtagere, danske arbejdsgivere; det danske samfund i det hele taget!, mener Amin Skov.

Dagens Gossip