Så er det vedtaget: Danmark sender mere militær til Mali

Skrevet af admin

17/11/2015

Mest læste i dag

Et bredt flertal i Folketinget har som ventet besluttet at øge det danske bidrag til FN's militære operation i det vestafrikanske land Mali.

Men to af Venstre-regeringens støttepartier - Dansk Folkeparti og De Konservative - stemte imod beslutningsforslaget, som dog blev vedtaget med opbakning fra Liberal Alliance, Socialdemokraterne, Radikale, SF og Alternativet.

- Formålet er at stabilisere landet og dermed skabe grundlag for en fredelig udvikling. Det skal være med til at forebygge terrorgrupper og bremse den illegale migration, som vi er vidne til i Europa, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Danmark er allerede i dag til stede med et mindre bidrag til FN-operationen i Mali, og med tirsdagens beslutning suppleres det af et Hercules-transportfly og 30 specialtrænede soldater fra Jæger- og Frømandskorpset.

Missionen kommer ifølge beslutningsforslaget til at koste Forsvaret 42 millioner kroner. Af beslutningsforslaget fremgår det også, at specialstyrken forventes at blive sendt af sted til Mali fra april 2016 og otte måneder frem, og at det ventes at koste cirka 11 millioner kroner.

Transportflyet forventes udsendt i slutningen af oktober 2016 og seks måneder frem. Forventet pris er cirka 31 millioner kroner. Altså sammenlagt omkring 42 millioner kroner.

Alle meromkostninger forbundet med Mali-missionen afholdes inden for Forsvarets eksisterende økonomiske ramme.

/ritzau/