Så faldt hammeren i historisk pædofilisag: Her er mandens straf

Skrevet af admin

04/03/2016

Mest læste i dag

Den 48-årige Torben Kjærhus Larsen er idømt seks års fængsel i en omfattende pædofilisag.

Anklageren havde fundet det påkrævet, at manden idømmes forvaring, fordi han regnes for farlig for sine omgivelser.

Manden var blandt andet tiltalt for at ville købe et spædbarn i Rumænien med henblik på at misbruge barnet seksuelt.

Men Retten i Randers har frifundet ham for det forhold.

- Der er ikke ført det fornødne bevis for, at han havde til hensigt at købe barnet, forklarer byretsdommer Rikke Holler.

Hun henviser til, at det udelukkende er en chatsamtale mellem en hollandsk og en svensk ven af den dømte, som ligger til grund for anklagen.

- En korrespondance, der virker temmelig vidtløftig og uden hold i virkeligheden, siger Rikke Holler.

Det er frifindelsen for dette forhold, der medfører, at den 48-årige slipper med fængsel i seks år.

Domsmandsretten var dog ikke enig. To stemte for fængselsstraf, mens den tredje mente, at forvaring på ubestemt tid ville være passende.

Den 48-årige er fundet skyldig i at have krænket sin vens børn, taget billeder af det og videredistribueret dem.

Desuden er han fundet skyldig i besiddelse af op mod to tusinde børnepornografiske billeder og et halvt hundrede videoer.

Dommeren og de to lægdommere har fundet ham delvist skyldig i anklagen om, at han har spillet en nøglerolle på to pædofile netværk på den mørke del af internettet.

Det betyder dog ikke, at den 48-årige kan dømmes for alle overgreb, der har fundet sted blandt medlemmerne af sitet, anfører retten.

Torben Kjærhus Larsen skal betale erstatning for seksuelle overgreb mod fire børn, og erstatningen beløber sig til i alt 81.000 kroner.

Den dømte har siddet varetægtsfængslet siden juni 2014.

Hans forsvarer, Søren Salomonsen, har talt for en straf på maksimalt tre års fængsel.

/ritzau/