Så fik Laudrup hul på Premier League-bylden

Swansea kom foran efter bare 22 minutters spil, da Pablo Hernandez serverede bolden perfekt for Ben Davies, der med en helflugter med indersiden af foden hamrede bolden op i det ene målhjørne uden chance for West Bromwich-keeperen.

Swansea var dermed på kurs mod sæsonens første point og sad solidt på kampen, både når det gjaldt boldbesiddelse og chancer. Og derfor kom det heller ikke som den helt store overraskelse, at waliserne trak det lange strå i sidste ende.

Kampen blev endeligt afgjort i de sidste ti minutter af anden halvleg, da Michu i venstre side slap igennem og i to omgange fik serveret bolden for fødderne af Pablo Hernandez, der let kunne omsætte den store chance til 2-0.

Med Swanseas fortjente sejr på The Hawthorns over West Bromwich kom Michael Laudrups team endelig på tavlen og høstede masser af selvtillid til de kommende kampe, mens West Bromwich stadig leder efter sæsonens første mål og den første sejr i Premier League.

Dagens Gossip

Dagens TV