Så fik vi første smugkik i Twitters regnskabsbøger

Det er ved at være alvor for Twitter, der i sidste måned afslørede, at det har ansøgt om børsnotering hos de amerikanske myndigheder.

Nu har det sociale netværk taget skridtet videre og afleveret et prospekt for børsindtoget, der for første gang giver indsigt i flere af Twitters regnskabstal, skriver Financial Times.

Det fremgår eksempelvis, at omsætningen i 2012 blev tredoblet til 316,9 millioner dollar. Og udviklingen fortsætter i 2013, hvor omsætningen i første halvår er vokset med 107 procent i forhold til samme periode sidste år.

Selskabet skriver dog i sit prospekt, at det regner med, at omsætningsvæksten »vil gå ned i fart i fremtiden.«

Stadig ikke profit

Twitter får primært sine indtægter fra reklamer via såkaldte »promoverede tweets«, men selskabet har dog endnu ikke formået at skabe profit i løbet af sin syv år lange levetid. I første halvår af 2013 steg underskuddet med 41 procent til 69,3 millioner dollar - det skete dog i en periode med flere opkøb.

Prospektet indeholder ikke nogen vurdering af, hvor meget Twitter samlet er værd, men ifølge Financial Times lyder estimaterne fra investorer, rådgivere og analytikere på mellem 11 og 15 milliarder dollar. 

Hvis man går ud fra et konservativt skøn om en værdi på 12 milliarder dollar, vil det betyde, at Twitters medstifter og største aktionær Evan William er god for 1,4 milliard dollar, og opfinderen bag 140-tegns-netværket Jack Dorser - der også er formand i selskabet - vil efter samme beregning være 588 millioner dollar værd.

Med prospektet på plads kan det sociale netværk begynde sit roadshow rundt til potentielle store investorer inden for tidligst tre uger. Målet er et indtog på børsen allerede i november måned.

Vil undgå samme skæbne som Facebook

Flere eksperter vurderer over Financial Times, at Twitter netop går efter en hurtig børsnotering for at undgå samme kiksede indtog som Facebook, der først blev udsat for voldsom hype og derefter raslede ned i kurs efter børsnoteringen.

I sit prospekt sørger Twitter netop også for at tage afstand fra Facebook ved at definere sig selv som et »offentligt realtids-medie« i modsætning til mere lukkede sociale netværk.

»Twitter er en global platform for at ytre sig offentligt og samtale i realtid,« skriver selskabet i sit prospekt og fortsætter: »Vores platform er unik i sin simple form.«

Børs er stadig ukendt

Twitter vil få aktiekoden TWTR, som refererer til det sociale netværks originale navn »twtrr«. Børsindtoget sker i samarbejde med storbanken Goldman Sachs, mens det endnu ikke står klart, hvilken børs der bliver tale om.

Ifølge Financial Times hælder selskabets ejere dog til New York Stock Exchange frem for Nasdaq-børsen.

 

Dagens Gossip