Så la' da vær': Flere og flere bilister bruger håndholdt telefon

Det er langt fra alle danskere, der har skiftet den håndholdte telefon ud med en håndfri løsning i bilen, selv om bøden for brug af håndholdt mobil er steget til 1.500 kroner.

Faktisk taler hele 64 procent af danskerne i håndholdte mobiltelefoner, mens de kører, og 43 procent har tjekket eller sendt sms, mail eller Facebook i trafikken.

Det er flere end i 2012, hvor 58 procent havde talt i telefon under kørslen, og 41 procent havde sms’et, mailet eller tjekket Facebook. Det viser den seneste undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

- Det er ikke foreneligt at være opmærksom i trafikken, mens man laver alt muligt andet som for eksempel at tjekke Facebook. Det er for mig at se en ærgerlig udvikling, at flere i dag taler i telefon bag rattet end for bare et år siden. Det er dårlig trafikkultur, og det er farligt både for en selv og for medtrafikanterne, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Mobiltelefonen er en dårlig vane

Rigspolitiet sigtede sidste år 48.000 trafikanter for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen. Og noget tyder på, at netop den indsats kan gøre en forskel.

22 procent af danskerne siger nemlig, at de ville holde op med at bruge håndholdt telefon, hvis der var mere politikontrol. 23 procent svarer, at højere bøder ville sætte en stopper for deres forbrug. Og 31 procent siger, at de ville holde op, hvis det gav et klip i kørekortet at bruge håndholdt telefon bag rattet.

- Det kan ikke være rigtigt, at der skal politikontrol og bøder til, før de danske bilister stopper med at bruge håndholdt telefon. Vi bør derimod tage ansvar og gøre op med os selv, om det er en udvikling, vi vil være en del af. Måske er det blevet en dårlig vane at tjekke sin telefon hele tiden, selv når man kører med 110 km/t på motorvejen. Men det er noget, som man bør vænne sig af med, forklarer Kim Rud-Petersen.

Sms’erne er værst

Det mest urovækkende i denne undersøgelse er de 43 procent, der bruger telefonen til sms, mail, Facebook eller lignende under kørsel. Når man eksempelvis tjekker sms, er der en overvejende risiko for, at man aktivt kigger væk fra trafikken. Og fjerner man blikket fra vejen i blot fem sekunder, vil man ved en fart på 80 km/t have kørt 111 meter i blinde.

- Det er let at undgå håndholdt mobilsnak ved hjælp af noget så simpelt som et headset. Sms, mail og Facebook er derimod et større problem, og noget som aldrig bør finde sted bag rattet. Når man eksempelvis sms’er, fjerner man øjnene fra vejen og slipper rattet med den ene hånd. Ens reaktionstid bliver mærkant forringet, og man kan ikke følge med i trafikken. Så hold nu fokus på det, der er vigtigst, og brug din opmærksomhed på din færdsel, lyder opfordringen fra Kim Rud-Petersen.

Dagens Gossip