Så lidt betyder afgiftsændringerne

Sådan er prisforskellen i dag og det vil ændringerne af de danske afgifter ikke for alvor ændre på.

Når de danske afgifter på øl og sodavand skæres væk, sparer man således blot seks kroner på en kasse øl og knap to kroner på en liter sodavand. Samlet en besparelse på omkring 350 kroner om året per danske husstand, mener forbrugerøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Erichsen. Og det er ikke nok til for alvor at ændre danskernes indkøbsvaner.

- Danskerne vil stadig bruge grænsebutikkerne til at handle i. Man køber jo også andet i grænsebutikkerne end øl og sodavand. Det er også fødevarer og slik, der ryger ned i kurven, siger Ann Lehmann Erichsen.

Formålet med at afskaffe afgifterne er at trække danskerne væk fra grænsebutikkerne og ind i danske supermarkeder, når der skal handles øl og sodavand.

Ann Lehmann Erichsen mener ikke, at de billigere øl- og sodavandspriser vil betyde en større forskel, for når danskere tager til grænsen, er det som en udflugt.

- Man gør det til en oplevelse at handle et sted, hvor man ikke kan få de sædvanlige varer. Det bliver ikke ændret, ved at man fjerner afgifterne på øl og sodavand, siger hun.

Danmark har længe ligget i top i EU, når det kommer til priser på fødevarer.

- Flere kilder siger, at de danske priser på fødevarer er uforklarligt høje i forhold til andre lande. Både Konkurrencestyrelsen og Forbrugerrådet peger på det, og tal fra Danmarks Statistik viser det, siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen.

Ifølge Konkurrencestyrelsen ligger Danmark i top, når det handler om priser i EU. Handler man fødevarer i danske supermarkeder, ligger prisen 44 procent over den gennemsnitlige EU-pris. Til sammenligning ligger de tyske priser kun 3 procent over gennemsnittet for EU-priser.

Det gør Danmark til et af de lande i EU, hvor det er dyrest at handle ind - også når man fjerner afgiften på øl og sodavand.

Der, hvor Ann Lehmann Erichsen tror, man kan se en forskel, er, når danskerne handler ind i hverdagen.

- Det er, når man lige skal ind i et supermarked eller en kiosk for at købe en sodavand med på vejen. Så kan man mærke, at det er blevet lidt billigere.

Dagens Gossip