Så mange millioner skiller Dortmund og Ajax i priskrigen om Eriksen

Alt tyder på, at han kan ende hos Champions League-finalisterne Borussia Dortmund allerede til sommer på en af de dyreste transfers i dansk fodboldhistorie.

Tyske pressekilder med gode forbindelser til Dortmund-toppen melder om forhandlinger mellem Dortmund og Ajax. Desuden har Dortmund efter aftale med Ajax også været i kontakt med Eriksens agent, Martin Schoots, hvor man helt overordnet har vendt en fem-årig kontrakt.

Men der er stadig et stykke vej endnu, for de to klubber er ikke enige om prisen på den danske landsholdsprofil. Dortmunds sportsdirektør, Michael Zorc, har meldt, at man er villig til at betale 12 mio. euro (ca. 90 mio. kr.) for Eriksen, mens Ajax står fast på et krav på 15 mio. euro (ca. 113 mio. kr.).

Det ligner et klassisk tovtrækkeri i forhandlingerne, og Ajax sidder med trumferne, fordi de ved, at Dortmund har scoret 270 mio. kr. på salget af superstjernen Mario Götze.

Liverpool stresser dog også Dortmund, da de også har meldt deres varme interesse.

Hvis Dortmund og Ajax bliver enige om en handel, venter der Eriksen et voldsomt lønhop fra hans nuværende løn på cirka seks mio. kr. helt op til 25-30 mio. kr. årligt.

Den store tyske avis Bild mener at vide, at Dortmunds helt store plan er at hente både Christian Eriksen og det belgiske supertalent Kevin de Bruyne for at være godt dækket ind til at erstatte Götze.

Dortmund er i forhandlinger med Chelsea, der ejer de Bruyne, som i sidste sæson med stor succes var lejet ud til Werder Bremen.

- Vi er allerede i fuld gang med forberedelserne til næste sæson, og det er naturligt, at der bliver bragt flere navne i spil i pressen. Vi har ingen kommentarer lige nu, sagde Dortmunds sportsdirektør, Michael Zorc, mandag til Bild-journalist Jörg Weiler.

I Ajax ønskede klubbens talsmand, Arjan Duinjker, heller ikke at kommentere på forhandlingerne mellem de to klubber, og Christian Eriksens agent, Martin Schoots, har også lukket helt ned.

Det var i sidste uge før Champions League-finalen, som Dortmund tabte 1-2 til Bayern München, at træner Jürgen Klopp i en samtale med Michael Zorc bad klubben om at indlede en seriøs dialog med Ajax.

Klopp har længe været begejstret for Eriksen som type, fordi han er overbevist om, at han kan udvikle ham til en topspiller. Eriksen har den speed, spilintelligens og ikke mindst løbevillighed som passer perfekt til Dortmunds system med højt pres og omstillinger.

Christian Eriksen, der i næste uge er samlet med landsholdet op til testkampen mod Georgien i Aalborg 5. juni samt VM-kvalifikationskampen mod Armenien 11. juni, har gjort sit for at gennemtvinge et skifte til Dortmund.

- Det er helt sikkert en klub, jeg gerne vil spille for. Den har mange unge spillere og en interessant spillestil, og Jürgen Klopp er en af de bedste trænere, sagde Eriksen til den hollandske avis De Telegraaf.

Dagens Gossip