Så mange ulykker skete der under Roskilde

Over 75.000 glade festivaldeltagere i Roskilde, men både politiet og nu også Sundhedsberedskabet melder om en rolig festival.

Omkring 10.500 gæster kom forbi samaritterne. Det er markant færre end året før, og der var ingen alvorlige tilfælde.

- Vi har haft færre til observation i samaritterteltene, vi har sendt færre til hospitalet. Og der har ikke været nogen alvorlige tilfælde i år, så det er meget positivt, siger Frank Praefke til fagbladet Sygeplejersken.

Frank Praefke var ansvarsperson for det medicinske beredskab på Roskilde Festival.

I alt har sundhedsberedskabet haft omkring 10.500 henvendelser i løbet af 10 dage, hvilket er 1000 færre end sidste år. Størstedelen af henvendelserne drejer sig om mindre skader, og antallet af personer, der har været påvirket af rusmidler, er også faldende.

- Tendensen er helt klar. Vi har behandlet færre, som har været påvirket af stoffer og alkohol, end vi plejer. Langt hovedparten kommer ind med blærebetændelse, sår eller ondt i halsen, siger Frank Praefke.

Han peger på, at der kan være flere årsager til faldet i behandlingskrævende festivalgængere.

- Folk passer nok mere på hinanden. Og så har vejret i år nærmest være perfekt set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv.

- Det har ikke regnet så meget, så folk har undgået faldskader, og samtidig har det ikke været alt for varmt, hvor man dehydrerer, siger han.

I alt har omkring 500 frivillige sygeplejersker, læger og samaritter arbejdet i sundhedsberedskabet på Roskilde Festival i år.

/ritzau/

Dagens Gossip