Så ofte dyrker vi sex

Danskernes aktiviteter på lagenet dykker med alderen. Mens 58 procent af 18-34-årige i parforhold har sex mindst en gang om ugen, er det kun tilfældet for 43 procent af de 35-54-årige. Og når et par er over 55 år, vil kun 19 procent have sex en gang om ugen eller mere. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for Søndagsavisen.

Men det er ikke, fordi alderen trykker. Forklaringen er, at sex bliver kedeligt, når vi har kendt hinanden for længe. Det fortæller Gert G. A. Erichsen, der er speciallæge i almen medicin og specialist i klinisk sexologi.

- Man kan direkte aflæse af samlejehyppigheden, hvor længe et par har været sammen. Jo længere forholdet har varet, jo sjældnere har danskerne sex, siger han og påpeger, at det især er kvinders lyst til manden, der daler, når han bliver for velkendt.

Ifølge ham er det et problem, at vores kulturelle normer hylder tosomhed og monogami.

- Vi søger tryghed og nærhed i parforholdet, men paradokset er, at det virker dræbende på sexlysten. Her må man altså vælge. Vil man have det trygge og nære kærlighedsforhold med kun en partner, eller vil man have et sprudlende sexliv med flere forskellige partnere, siger Gert G. A. Erichsen.

Men det behøver ikke at være et problem, at man ikke har sex hver dag, siger psykolog og sexolog Rikke Juul.

- Der er lidt et lyst-diktatur, der siger, at vi skal have så og så meget sex for at have et godt forhold. Det får mange til at gå i panik og tænke, at hvis de ikke har sex mindst hver 14. dag, er det et problem. Men det er jo kun et problem, hvis de to i parforholdet ikke er enige om det, siger Rikke Juul.

Dagens Gossip